Computere i overskud?
Jul betyder ofte en masse gode gaver. Måske nye versioner eller nye udformninger af noget man allerede har. Det betyder, at der måske er noget i overskud efter jul.
I stedet for at smide tingene i containeren på genbrugspladserne vil Røde Kors gerne bede borgerne i Favrskov om at tænke på, at de brugte ting kan få nyt liv og værdi hos andre!
Røde Kors modtager gerne bærbare computere og mobiltelefoner. Disse ting kan afleveres i Røde Kors butikkerne i Hadsten, Hinnerup, Thorsø og Ulstrup.
Computerne på vej
Formanden for Røde Kors i Favrskov, Margit S. Larsen, fortæller: "I efteråret startede Røde Kors indsamlingen af computere i samarbejde med Hadsten Computer. De afleverede computere er nu klar til udlevering og er på vej ud i nye hjem til et nyt liv. Efter jul modtager vi kun bærbare computere, da de er lettere at håndtere. Vi er meget glade for opbakningen til projektet."
Hvis gaverne er bløde, modtager alle Røde Kors butikkerne selvfølgelig også gerne tøj og sko. Alle tingene kan skabe værdi.