Fortsæt til indhold

Ejendomshandel har huseret i 40 år

Den hedder Nybolig nu og ligger på Østergade i Hammel. Men den startede med at hedde Maagaards Ejendomskontor, og det er der jo en grund til.

Samfund
Erling Baastrup

I december 1973 åbnede Erik Maagaard ejendomshandel i Hammel. Derfor er der lige nu 40 års jubilæum i virksomheden.
Erik Maagaard solgte sin forretning i 2007 til Jakob Kyhl. I to år var han dog med på sidelinjen.
Vi mødes for lige at trække nogle linjer tilbage til starten i 73.
Der var nok to grunde til at starte ejendomskontoret. For det første var Erik søn af en ejendomshandler, og dels gik det ikke så godt med hans renseri, der lå på Frijsenborgvej ved siden af Hammelhus.

For mange cowboybukser

”Problemet var, at folk begyndte at gå med langt hår, cowboybukser og læderjakker. Så var der ikke meget, der skulle renses,” fortæller Erik Maagaard.
I starten passede han sit renseri om formiddagen og prøvede at sælge huse om eftermiddagen. Det var ellers på den tid, der skete store ting inden for handelen. Bilka blev åbnet og Temacentret blev bygget. Erik Maagaard blev formand for Hammel Handelsstandsforening. Men det var nu ikke så let det med at sælge huse.
”Jeg startede i december, men fik først solgt et hus i april,” husker ejendomshandleren.

Erik Maagaard og Jakob Kyhl, som overtog Nybolig i 2007.

1978 topper

Det var dog kun starten, der var slem. I hele 1974 solgte han faktisk 30 huse.
Det bedste år for hushandler blev i 1978. Da fik Maagaards Ejendomskontor formidlet salget af 172 huse.
Det var de nye kvarterer som Skyttevej og Dalstrøget. Maagaard måtte næsten arbejde i døgndrift.

12 års jubilæet. På Billedet ved siden af Erik Maagaard virksomhedens sekretær gennem 33 år, Ellen Ditlevsen.

Fattig-firserne

Efter at pengene var strømmet ind i 70-erne, så gik det anderledes, da vi kom til fattigfirserne:
”Ja, der var tre år, hvor det tærede på kapitalen. Men jeg havde den fordel, at jeg var blevet formand for den landsdækkende Ejendomsforhandlerforening i 1976. Derigennem havde jeg fingeren på pulsen og fik input, som kunne bruges,” husker Erik Maagaard og lærte hovedreglen i den situation: ”Man skal lære at spare på omkostningerne. Derfor var kun min sekretær gennem 33 år og jeg selv i firmaet.”
Senere kom han til at sælge store områder som for eksempel andelsboligerne i Skovbrynet og husene på Grævlingevej.
Hvordan klarer den gode ejendomshandler sig så?

”Min leveregel, som jeg selv har levet op til, lyder: ”Enhver køber skal også blive en sælger.”

Det var dengang, der blev reklameret for virksomheden og mindre for de enkelte huse.

Smagen i top

Maagaard har også været med som en af fem til at etablere golfklubben i Hammel. Og så har han gået på jagt, siden var 16 år. Nu er han 75.
Hvordan har de stakkels dyr dog gjort sig fortjent til at blive skudt?

”Fordi de smager godt,” lyder den simple forklaring.