Mindre kørsel af specialelever
Planer om udbud skal spare kørselspenge de næste par år
Byrådet vil gerne spare mindst en halv million kroner i 2014 på taxakørsel af specialskolebørn og endnu flere de kommende år.
Derfor er Børn og Skoleudvalget i gang med at undersøge kørselsbehovet og her viser en analyse af den samlede persontransport i kommunen, lavet af COWI, at kommunen kan spare penge ved at sende dele af specialkørslen i udbud. I rapporten mener COWI at prisen er for høj i dag.
113 elevers kørsel i spil
I Børn og Skole købes taxakørsel til i alt 143 elever og børn (viser en opgørelse pr. 1. november 2013).
Den største gruppe er 123 elever, der har bopæl i Favrskov Kommune, og som på skoledage befordres til og fra specialundervisning i Favrskov Kommune eller til og fra specialundervisning i andre kommuner. Det er her forvaltningen håber at spare størstedelen af pengene.
Taxakørslen af de resterende 20 elever og børn vedrører blandt andet sygebefordring, kørsel til pasning i skoleferie og kørsel med børnehavebørn og skal ikke i første omgang ud i et udbud. Udbuddet skal vedrøre 113 elevers kørsel.
11,2 millioners kørsel
I regnskabsåret 2012 er der brugt 11,2 millioner kroner på taxakørsel i Favrskov og tallet forventes at falde lidt, da kommunen forventes ikke at visitere så mange til specialskolerne de kommende år.
Sagen skal nu sendes i høring i Handicaprådet i Favrskov Kommune.
Engangsudgifterne ved en konkurrenceudsættelse vurderes ved en aftale med Midttrafik at være på 100.000 kr. De årlige driftsudgifter til Midttrafik er på 200.000 kr. Det vurderes at der fra kommunens side skal bruges ¼ stilling til at styre kørslen, udbuddet og driften i samarbejde med Midttrafik.