Nytår er tunmousse med bordbombekonfetti
Johanne Louise Schmidts bedste nytårsminde er fra barndommen i Skanderborg
Hvilke nytårstraditioner har du?
Jeg har i mange år haft en tradition med tre af mine bedste veninder og vores kærester. Vi skiftes til at holde det, og hjælper hinanden med at sammensætte en tre retters menu. Det varierer meget, hvad vi vælger at kokkerere. Vi mødes altid, så vi sammen kan høre dronningens nytårs tale.
Hvad er dit nytårsforsæt?
Jeg bruger ikke nytårsforsætter, da jeg har en masse i løbet af året. Jeg tror på, at man skal gribe lysten til forandring og nye udfordringer, når den naturligt opstår.
Hvad er din bedste nytårsoplevelse?
Min familie og deres venner var rigtig gode til at holde nytår, da jeg var barn. Der var altid en masse børn og voksne, og der var pyntet med hatte og glimmer. Jeg husker der var tunmousse med bordbombekonfetti i, snydecigaretter og pruttepuder over det hele. Vi fik altid lov til at løbe ud og lave nytårsløjer, og når det gik galt hjalp min far os med at fjerne bevismaterialet.