De ledige skal også vide det er jul
Der var ingen julemænd med job, men ellers manglede der ikke noget, da CA a-kasse i Gentofte holdt julefrokost for ledige medlemmer
Røde duge og julepynt, julemad og risalamande, øl og snaps, og en pakkeleg, der fik pulsen og stemningen i vejret.
Det var julefrokost Classic, da CA a-kasse tirsdag holdt julefrokost for deres jobsøgende medlemmer i Gentofte.
Den traditionelle, årlige firmajulefrokost er andet end god mad, øl og snaps. Den byder også på sjov, socialt samvær og følelsen af fællesskab. Som ledig går man glip af denne mulighed. Derfor havde CA a-kasse, som er a-kasse for højtuddannede i erhvervslivet, tirsdag den 17. december inviteret ledige medlemmer til gratis julefrokost i a-kassens lokaler ved Gentofte Station.
"Ved juletid holder mange arbejdspladser fest for deres medarbejdere for at anerkende deres indsats. Som ledig står man uden for det fællesskab. CA holder julefrokost for ledige for at anerkende deres indsats og deres daglige kamp for at finde et job igen, og for at give ledige mulighed for at skabe netværk og fællesskab”, siger Christian Sørbye Friis, direktør i CA a-kasse.
Julefrokost for ledige startede sidste år som et eksperiment på forslag fra et ledigt medlem. CA a-kasse tog ideen til sig, og julefrokosten sidste år var en stor succes hos deltagerne.
Derfor gentog og udvidede CA a-kasse succesen i år, så der er holdt julefrokost for ledige både i CA's lokaler i Aarhus den 9. december og i Gentofte den 17. december.
"Det er klart, at en julefrokost ikke giver job i sig selv. Der står ikke 10 julemænd parat med 10 job. Men hvis julefrokosten kan løfte stemningen og gejsten hos vores ledige medlemmer, så har den bestemt sin berettigelse”, siger Christian Sørbye Friis.
Det sagde deltagerne
Jesper Alang-Rasmussen:
"Jeg har en mentor via CA's mentorordning og har også fået lavet en personlighedstest hos CA, så jeg tænkte, at nu skulle jeg også prøve det her. Netværk er jo altid godt, og under hyggelige omstændigheder er det endnu bedre. Nu kom jeg endda til at sidde over for direktøren, og fik en god mulighed for at komme med input til ham om CA's services. Jeg fik også talt med andre deltagere om, hvordan de søger job. Uanset om vi er ældre, yngre eller fra udlandet, så har vi et stykke af vejen de samme udfordringer, som vi kan sparre om”.
Kristian Gørup Justesen:
”Jeg er her for at have en god eftermiddag og aften sammen med folk, som er i samme situation som mig. Det er rart at komme ud og være lidt selskabelig og social. Og så er det rart ikke at skulle lytte til onkel kloge-Åges gode råd om, hvordan man kommer i arbejde, som det ofte sker, når man er sammen med familie og venner".
Rikke Moser Kristiansen:
”Nogle gange tænker jeg, at jeg er den eneste i Danmark, som åbenbart ikke kan få et job. Men når jeg kommer til sådan et arrangement, og ser at der er fuldt af liv og rigtig mange andre højtkvalificerede mennesker, som også har problemer, så får jeg modet til at fortsætte med at søge. Jeg har delt erfaringer med de andre deltagere om, hvordan de kommer igennem til samtaler og tackler afslag. Jeg synes, det er fantastisk at sige, at jeg skal til julefrokost. Når familie og venner fortæller om alt det julesjov, de skal i december med jobbet, er det rart at kunne sige, at jeg også har været til julefrokost med 'mine kolleger'. Det er et genialt initiativ”.