Fortsæt til indhold

Den kommende borgmester svarer på læsernes spørgsmål

Hillerød Postens læserehar stillet spørgsmål om venskabsbyer og ældrepleje

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Skal de ældre garanteres et bad to gange om ugen? Hvordan skal problemerne med inklusion i folkeskolen afhjælpes? Og hvad med Hillerøds venskabsbyer?

Hillerød Posten inviterede efter kommunalvalget læserne til at stille Hillerøds nye borgmester, Dorte Meldgaard fra de Konservative, en række spørgsmål. Her kommer nogle af hendes svar. Vi bringer flere det næste stykke tid.

Boris Keseric spørger:
”Jeg vil gerne høre dit syn på, hvorledes båndene til Hillerøds venskabsbyer (eksempelvis Horten i Norge, Karlskrona i Sverige og Kladovo i Serbien) kan udbygges og styrkes - samt de perspektiver du ser i disse samarbejder. Endvidere kan det være interessant at høre, hvad du som person/borgmester vil gøre for at understøtte samarbejdet med venskabsbyerne.”
Dorte Meldgaard svarer:
”Vi har en international strategi, der fortæller, at vi indgår i internationalt samarbejde med Kladovo og Kristiansstad. Formålet med det internationale samarbejde er at skabe grundlag for erhvervsudvikling og vidensdeling inden for uddannelse, kultur, sport, indflydelse, frivillighed, ligestilling, offentlig service og miljø. Jeg synes, det er vigtigt, at et venskabsbysamarbejde bidrager til udvikling af begge parter.”

Birte Dupont spørger:
”Børnenes læring i Folkeskolen står højt på alle politikeres valgprogrammer. Jeg opfordrer inderligt alle til at tage inklusionen meget alvorligt. Eleverne, som skal inkluderes, kan ikke trives i de store fællesskaber. Mange lærere har allerede konstateret det umulige i at koncentrere sig om en enkelt elev samtidig med at skulle undervise resten af klassens elever. Disse elever oplever naturligvis manglende opmærksomhed og undervisning fra lærerens side, forfalder derfor let til at skabe uro, og skolen bliver et 'skæld-ud sted', og mange vil derfor ikke i skole, så familien får nogle fortvivlende morgener. Loven er lavet, men I har mulighed for at etablere 2-lærer undervisning, støtteklasser og hjælpepædagoger. Der er behov for øjeblikkelig handling, ikke kun løfter om 14-dages kurser og videreuddannelse engang i fremtiden. Hvad agter I - her og nu, helt konkret - at gøre for at afhjælpe problemerne med inklusionen i Folkeskolen?”
Dorte Meldgaard svarer:
”Vi er inde i en stor proces med vores folkeskole. I den proces inddrages alle interessenter. Det sker netop fordi, vi gerne vil høre fra eksperterne, hvordan vi bedst løser udfordringerne i forbindelse med den nye skolereform – og inklusion. Vi arbejder med at udvikle inkluderende læringsmiljøer, og vores lærere modtager efteruddannelse. Det er meget vigtigt for, at inklusion kan lykkes. Og så er det meget vigtigt at nævne, at ikke alle skal/kan inkluderes.”

Erik Skindhøj Pedersen spørger:
”I medierne er det kommet frem, at Hillerød kommune er den kommune, der har flest ledere per 100 indbyggere. Hvordan forholder borgmesteren sig til at reducere antallet af lederne - og vil det medføre flere "varme" hænder i skoler, institutioner og plejehjemmene/-boliger?”
Dorte Meldgaard svarer:
”Det er klart, at når der kommer en undersøgelse, der viser, at Hillerød er den kommune med flest ledere per medarbejder, så skal det undersøges, hvad der ligger bag de tal. Og om noget herefter skal ændres. Det er vores forpligtelse i alle henseender – at ressourcerne udnyttes bedst muligt.”


M. Vestergaard spørger:
”Hvordan vil du få noget af det, du gik til valg på, igennem, når næsten hele byrådet bliver rødt? Og på jeres fælles erklæring kan jeg ikke se, at du har tænkt at gøre noget for de ældre?”
Dorte Meldgaard svarer:
”Blandt konstitueringspartierne har vi lavet nogle foreløbige politiske pejlemærker, som udstikker den retning, som vi ønsker, at kommunen skal bevæge sig i. Heri er en del borgerlig politik: For eksempel følgende punkter:
- Arbejde aktivt for at forbedre forholdene for og tiltrække flere borgere og mere erhvervsliv
- Sikre at skatten ikke stiger, og afgifter holdes i ro
- Sikre en effektiv og veldrevet kommune, der lægger vægt på dialog
- Fokusere på god kvalitet i dagtilbud, skoler og fritidstilbud og andre forhold af betydning for børnefamilierne
- Medvirke til at sikre en tryg kommune for alle
- Støtte og udvikle kultur samt det aktive og frivillige foreningsliv
- Drage bedst mulig nytte af alle og alles ressourcer.
Ikke alt, hvad vi ønsker at arbejde mod de kommende fire år er nævnt, men de ældre hører for eksempel ind under disse punkter:
- Medvirke til at sikre en tryg kommune for alle
- Fokusere på forebyggelse, sundhed og specielle behov
- Drage bedst mulig nytte af alle og alles ressourcer.”

Flemming Lyng spørger:
”Vil den nye borgmester garantere ældre to ugentlige bade eller efter den ældres ønske af den milliard, som regeringen har afsat til kommunerne?”
Dorte Meldgaard svarer:
”Jeg vil ikke garantere, at alle ældre får bad to gange om ugen, efter regeringen og K og V i finanslovsaftalen har besluttet at sætte en særlig pulje af til ældre. Hvordan puljen skal udmøntes i Hillerød Kommune, vil det nye byråd skulle drøfte.”


Leni Blensø, Formand for Cyklistforbundet Hillerød, spørger:
”I Cyklistforbundet Hillerød er vi glade for de fire stier, der er etableret eller igangsat i Hillerød omegn, men vi synes, at selve Hillerød by trænger til at få lavet et sammenhængende stisystem. Specielt Milnersvejs øverste del, Tamsborgvej og Frederiksværksgades inderste del er farlige steder at cykle. Hvordan stiller du og dit parti dig til at lave et sammenhængende cykelstisystem i Hillerød by?”
Dorte Meldgaard svarer:
”I budget 2014 er alle partier enige om, at vi skal lave en samlet trafikplan for Hillerød. Desuden skal arbejdet med udbygning af cykelstier – i bymidten – fortsættes.”