Fortsæt til indhold

Kristine har slet ikke tid til at gå på pension

For nylig fyldte hun 65 – og sommerhuset i Klitmøller lokker og kalder med tilbud om natur, blæst, hav og saltvand. Alligevel valgte Kristine Qvistgaard at ”kvitte” en aftale med ægtefællen om, at tiden var inde til en pensionering

Samfund
Kim Schou

Torsdag den 19. december fyldte hun 65 år. Onsdag den 1. januar har hun 25 års jubilæum som kommunal medarbejder ved først Ølgod og siden Varde Kommune - og oppe i Klitmøller står et sommerhus, der både kalder og lokker som ny helårsbolig med natur, blæst, hav og saltvand for en vordende pensionist med grønlandske rødder.
Og sådan var aftalen da også mellem Kristine Qvistgaard og hendes ligeledes erhvervsaktive mand, om end på nedsat tid.
Fra 2014 skulle det aktive, kommunale arbejdsliv skiftes ud med en lige så aktiv tilværelse som pensionist med børn, børnebørn, gode venner, surfing, mountainbike, jagt, fiskeri…
I hvert fald lige indtil den dag, Kristine Qvistgaard meddelte derhjemme, at hun alligevel ikke var klar...
"Jeg holder for meget af de udfordringer, jeg har i min hverdag ved Varde Kommune," fortæller hun.
"I flere år har jeg arbejdet med by- og områdefornyelse i Ølgod, og selv om det projekt netop er slut, og der dermed også var et naturligt punktum for karrieren, så kan jeg altså ikke slippe det endnu," fortæller Kristine Qvistgaard.
Ansættelsen er derfor forlænget med et år. Godt nok bliver det ikke med byfornyelse som arbejdsområde, men et job som ”almindelig” sagsbehandler hos det kommunale Team Erhverv, hvor der til gengæld også er massevis af spændende opgaver, der venter.
"Samtidig måtte jeg så love min mand, at vi ikke sætter huset i Ølgod til salg før i april måned. Det skulle egentlig allerede være sket, men så udskyder vi da fremvisninger, åbent hus-arrangementer samt besøg af ejendomsmægler og potentielle købere i nogle måneder, og det var hans eneste betingelse," smiler Kristine Qvistgaard.

Til Danmark som 17-årig

Hun kom til Danmark fra Grønland som 17-årig for at få en uddannelse. Helst ville hun være tømrer ligesom sin far, men dengang blev piger ikke tømrere…
I stedet kom hun til en tegnestue, og har været ansat flere steder i ”det private”, har uddannet sig til bygningskonstruktør fra Byggeteknisk Højskole i Horsens, snusede lidt til ingeniøruddannelsen – og fik sågar også tre børn mens hun læste - inden hun for nu næsten 25 år siden mødte op til sin første arbejdsdag ved Ølgod Kommune.
"Byfornyelse har alle dage været mit hjertebarn, og min allerførste opgave var da også en byfornyelsessag på Møllepladsen i Ølgod. Siden har det grebet om sig, byfornyelse, områdefornyelse, kommuneplan og meget, meget mere, alt sammen krydret med et par lokalplaner i ny og næ - og jeg har virkelig nydt arbejdet," fortæller Kristine Qvistgaard.
I al beskedenhed erkender hun da også, at Ølgod nok ikke helt havde set ud som den gør, hvis ikke det havde været for hende. Her peger hun blandt andet på den gamle pagode på Torvet, der i dag er en helt anderledes aktiv bygning, og hun peger på passagen ved byens hotel.
Men om et år går turen til Klitmøller. Den aftale har hun med hendes mand, og den gælder i hvert fald indtil noget andet bliver bestemt…