Fortsæt til indhold

Hårlak er din bedste ven

Ninna Thorsø fra Hårkunst i Beder har netop fået sølv i frisør-konkurrence. Her giver hun sit bud på tre nytårs-frisurer, du selv kan lave

Samfund
Christina S. Johansen

Kjolen er på plads. Skoene er helt rigtige. Makeuppen er fejlfri. Men hvad pokker skal der ske med håret?
Det spørgsmål har mere end et par kvinder vist stillet sig selv nytårsaften.
Fortvivl ikke. Tre frisurer, som du selv kan lave på rimelig tid, beskrives om lidt.
Det er Ninna Thorsø, der er frisørassistent hos Hårkunst i Beder, som øser ud af sin erfaring. Hun har netop vundet en andenplads i en frisør-konkurrence.
Hun fortæller, at det, som du under ingen omstændigheder må gå ned på nytårsaften - lige meget hvilken frisure, du vil lave - er hårnåle og hårlak.
“Hårlak er din bedste ven - en med kraftigt hold, for det skal bare holde den her dag,” siger Ninna Thorsø.
“Dernæst er det godt med nogle gode jern og et varmebeskyttende produkt først.”

Frisure 1

Glat eventuelt krøller ud med et glattejern - husk et varmebeskyttende produkt først.
Træk håret over til den ene side i nakken. Put hårlak i, før du sætter elastik i og laver en skrå hestehale. Spray eventuelt over med glansspray.
Sæt en valk - en doughnut-lignende ting, som skaber fylde - henover hestehalen og fordel håret tilbage over valken. Sæt fast med nåle.
Spray med rigelige mængder hårlak.
Afslut med at sætte en kunstig tot krøllet hår fast ovenover valken.

Frisure 1

Frisure 2

Varm et tykt krøllejern op og tag rimelig store totter, hvor du først sprayer med rigeligt hårlak og varmebeskyttelse, før du snor dem omkring krøllejernet.
Krøl hele håret på denne måde og forsøg at få hele spidsen med. Krøl cirka 10 sekunder per tot. Tilpas selv tiden.
Tag en tot af det forreste hår over panden og touper med en kam håret på bagsiden helt nede ved rødderne.
Gentag ved at tage tot for tot i en bane hele vejen ned midt på hovedet. Stop midt på baghovedet.
Tag herefter en enkelt tot i hver tinding og touper på samme måde.
Red det forreste hår meget forsigtigt tilbage for at fjerne krusning og skjule touperingen. Sæt ikke kammen helt ned til hårbunden.
Spray med hårlak. Stop eventuelt her eller gå videre til frisure tre.

Frisure 2

Frisure 3

Lav punkterne til frisure 2.
Tag en god tot i den ene side og lav en almindelig fletning. Tag fletningen med over i en hestehale i den ene side i nakken.
Lav to fletninger af hestehalen. Træk en tot ud af hver fletning bagtil, hold om totten, mens du trækker fletningen opad. Dermed rynker fletningen.
Kør én efter én fletningerne op om elastikket og sæt fast med nåle og så masser af hårlak.

Frisure 3