Fortsæt til indhold

Fejrer nytår 10.111 km fra familien

Filippinske Kirsh Miranda er au pair i Risskov og fejrer derfor sit nytår langt væk hjemmefra. I år fejres det med au pair-veninderne

Samfund
Christina S. Johansen

I et år og fire måneder har hun ikke set sin familie. I den tid har 22-årige Kirsh Miranda fra Filippinerne nemlig været au pair-pige hos en familie i Risskov - og her bliver hun også henover nytåret.
Sidste år blev nytåret fejret med den familie, hun arbejder hos, men i år bliver det fejret med au pair-veninder.
“Vi spiser middag sammen i en af familiernes huse, og derefter går vi ned på stranden og ser fyrværkeriet,” siger Kirsh Miranda og fortsætter:
“Vi græder nok også lidt, fordi vi savner vores familier - så vi ringer nok til dem.”

Savner at spise sammen

Kirsh fortæller, at nytåret på Filipinerne og i Danmark minder om hinanden. Der er god mad med familien og fyrværkeri.
“Men på Filippinerne går vi i kirke på nytårsaftensdag - det kommer jeg nok ikke til her,” fortæller Kirsh Miranda.
Kirsh har sine forældre, to brødre og en søster på Filippinerne, og der er særligt én ting hun savner, nu hvor nytåret nærmer sig.
“Jeg savner det meste, men specielt det at sidde ved bordet og spise alle sammen - og det bånd jeg har med min famlie,” siger hun.

Vil rejse rundt i verden

Kirsh Miranda rejser tilbage til Filippinerne til sommer, men dog blot for at holde ferie. Hun vender tilbage til familien i Risskov, hvor hun først stoppet i oktober.
Dermed er au pair-livet dog ikke fuldstændigt slut for den 22-årige pige.
“Jeg har valgt at være au pair, fordi jeg gerne vil opleve forskellige kulturer og rejse rundt i verden. Efter Danmark vil jeg gerne til Norge og være au pair - så der leder jeg alleredde efter en ny familie,” siger Kirsh Miranda, som på trods af savnet af familien også glæder sig til nytårsaften, og hun er sikker på, at det nok skal blive en god aften og fest.