Fortsæt til indhold

Jeg aner ikke hvad jeg skal - det glæder jeg mig til

Regionsrådsformanden takker af efter et 40 år langt politisk arbejdsliv. Nu glæder hun sig til at nyde godt af mulighederne i Albertslund

Samfund
Arkiv

At gøre hele Vibeke Storm Rasmussens politiske liv op er en umulighed.
En karriere, der spænder over fire årtier og som både rummer kommunalbestyrelsen i Albertslund, amtsrådet i Københavns Amt og Region Hovedstaden, lader sig ikke med rimelighed gengive fuldt ud.
Men regnebrættet skal jo forsøges gjort op. Så AP kiggede ind i privaten på Randager til en snak med den 68-årige toppolitiker, der, når året rinder ud, ikke længere er regionsrådsformand - og heller ikke er aktiv i politik. Eller?
Det sidste virker svært at tro på, for den kendte albertslunder taler, som hun altid har gjort, varmt, engageret og begejstret om det altsammen. Uanset hvor i den 40 år lange, politisk aktive historie hun dykker ned og fortæller.

Se web-TV-indslag her fra regionsrådsformandens afskedsreception i Hillerød.

Inddragelse

Men den er altså god nok, bedyrer hun.
"Jeg aner ikke hvad jeg skal nu. Men det vil jeg glæde mig til", griner hun.
"Nu kan jeg få læst de bøger, jeg aldrig har fået tid til. Og passe på min svømning og træning - der er jo masser af gode muligheder i Albertslund."
Adspurgt om hvad hun helst vil huskes for som regionsrådsformand, er hun ikke i tvivl:
"Det er nok, at jeg har forsøgt at inddrage borgerne mere i den politiske proces. At regionen er et demokrati og offentligt eje, og at det er vigtigt at folk har interesse i vores systemer. Det kommer nok af at vokse op i Albertslund", siger hun over kaffen og småkagerne.

Se web-TV-indslag her fra regionsrådsformandens afskedsreception i Hillerød.

Eneste kvinde

Dermed er vi fluks tilbage ved starten. For det var den demokratiske inddragelse der brændte, da en ung Vibeke Storm Rasmussen i 1974 blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, med Svend Aage Madsen som borgmester.
Hun var den eneste kvinde, og det gav selvsagt udfordringer. Men alligevel har hun kun positive tillægsord at hæfte på de 12 år:
"Det var en helt fantastisk tid. Jeg kom ind i slutningen af en epoke, hvor Albertslund byggede på livet løs. Der blev skabt en masse fællesskaber, og der blev arrangeret alle mulige debatter. Jeg mødte utroligt mange spændende mennesker."
Derimod var overgangen til Københavns Amtsråd i 1984 noget af en "kold tyrker", husker hun:
"Det var groft sagt præget af nogle ældre mænd, der ikke ville have at nogen skulle komme og lave noget som helst om. Jeg troede, jeg kom fra hovedstaden på lige fod med andre, men det gik op for mig, at Albertslund blev betragtet som et udkantsområde. Det har heldigvis ændret sig siden - i dag betragtes vi som en integreret del af regionen."
Meget ændrede sig med tiden for Vibeke Storm Rasmussen. Tiden i Albertslund som eneste kvinde havde tydeligvis modnet hende, så otte år senere, i 1992, blev hun amtsborgmester.
Det blev til tre perioder i alt, inden amterne blev nedlagt og hun blev den første, kvindelige regionsrådsformand.
Se web-TV-indslag her fra regionsrådsformandens afskedsreception i Hillerød.

Succes og skuffelse

Så adspurgt om hvad hun mener er den største politiske bedrift, er der ingen tvivl. Det var hele det kæmpe arbejde med fusionen af flere amter til én region.
"At alt det lykkedes, uden det hele væltede. Vi fik flyttet tusindvis af mennesker rundt. Det havde jeg ikke kunnet gøre som nybegynder", griner hun igen - og vi nipper til kaffen nok engang.
Den største politiske skuffelse skal vi tilbage til Albertslund-tiden for at finde frem:
"Det var da jeg ikke kunne komme igennem med en heldagsløsning for skoler og daginstitutioner. Jeg løb panden mod en mur."
Hvad hun til gengæld ikke gjorde mange år senere, da amterne skulle nedlægges og regionen oprettes.
Det er også baggrunden for, at Vibeke Storm Rasmussen har valgt at stoppe nu:
"Jeg har over de sidste otte år brugt meget af mit krudt på at få det til at køre. Det er lykkedes nu, og så kan nye og yngre kræfter bedre tage over."
Se web-TV-indslag her fra regionsrådsformandens afskedsreception i Hillerød.

Optimist på regioner

Dermed gives stafetten videre til partifællen Sophie Hæstorp Andersen, der overtager 1. januar.
Den afgående formand er fuld af optimisme på regionernes vegne. På trods af den megen politiske snak om nedlæggelse:
"Det er jo Venstre, der vil privatisere det hele. Jeg tror på, at folk vi gennemskue, at det handler om at Venstre vil have flere over på privathospitalerne. Når det kommer til stykket, vil folk have det selvvalgte folkestyre, det er jeg sikker på", lyder afskeds-salutten.
due

Se web-TV-indslag her fra regionsrådsformandens afskedsreception i Hillerød.