Farvel til Knud

Gennem en snes år har jeg kendt ham, den gamle stoute landinspektør fra Nykøbing på Falster, Knud Damsager.
Vort venskab tog sin begyndelse lidt ind i 90'erne, da jeg var flyttet fra Tønder til Hårby. Efter en AOF-tur, hvor jeg viste en lille rejsegruppe fra Skanderborg rundt i det herlige Grænseland, blev vi i gruppen enige om at fortsætte med at rejse sammen. Sådan opstod ”Rejseholdet”, som i alle årene siden har arrangeret en årlig flerdagstur til steder i Danmark, Sydslesvig og Sydsverige. Frem til forrige år var Knud en fast og meget engageret deltager på ”Rejseholdet”s sommerture.
I de senere år har Knud også været en meget flittig deltager i en litteraturkreds, som i sin tid blev dannet på initiativ af medlemmer af ”Rejseholdet”.
Hvor vi nu var sammen – på ”Rejseholdet” eller i litteraturkredsen – på strabadserende ture i landskabet eller i litterære diskussioner omkring bordet – var Knud med sine stærke meninger ofte en meget central figur i scenariet – ja, ikke så sjældent fik en ramsaltet bemærkning fra Knud mig til at indse, at det nok ville være rigtigst at ændre lidt på en rejseplan eller et bogvalg.
Da Knud blev meget gangbesværet, trådte han tilbage fra ”Rejseholdet”, hvis tur det år gik til Salling, Fur og Mors. Jeg aftalte imidlertid med Knud, at vi skulle rejse vores helt private Salling-tur, og det blev en oplevelse, jeg husker med stor glæde. Jeg tror også, at Knud var glad for at få en sådan blid aftrapning fra årene med ”Rejseholdet”, og under stille vandringer i Jenles have, i Spøttrups rosengård, ved Østergaard - og over kaffen ved Sallingsundbroen rekapitulerede vi de mange års fælles rejseoplevelser.
Vi blev i litteraturkredsen enige om at supplere litteraturlæsningen med en lille udflugt til et sted med tilknytning til sæsonens arbejde, så Knud fik lykkeligvis endnu en rejseoplevelse – nu sammen med sine litteraturvenner, hvoriblandt jo også er deltagere på ”Rejseholdet”. Turen gik til Johannes V. Jensens museum og Thit Jensens mindestuer i Farsø, og den blev for os alle en fin symbolsk afsked med vor gamle ven, Knud, som rejsekammerat.
Nu er Knud død, men han vil altid stå lyslevende i min erindring, når jeg fremover besøger ”stederne” for vore fælles oplevelser eller planlægger rejser med ”Rejseholdet” og bogvalg til litteraturkredsen.