Fortsæt til indhold

Det optager vælgerne i det vestlige Aarhus

Samfund
Arkiv

Hvorfor skal det være politikerne, der sætter dagsordenen til kommunalvalget? Burde det ikke være vælgerne i stedet? Lokalavisen Aarhus har været på gaden, hvor vi har spurgt borgerne, hvad der er vigtigt for lige netop deres lokalområde. I de kommende uger vil avisen forelægge problematikkerne for politikerne. Vi vil fortsat gerne høre, hvad der optager netop dig i dit område, så kontakt os endelig på redaktion.aarhus@lokalavisen.dk eller www.facebook.com/lokalavisenaarhus.

Byens hjemmepleje

Helle Thorsted, Brabrand:
Vi har haft en dårlig oplevelse med hjemmeplejen i Aarhus i forbindelse med min mor. Der er ingen kontinuitet i hjemmehjælpens pleje, og det var nye folk hver gang. Det føltes nogle gange, som om det var unge, der var revet lige ind fra gaden. Og der var beskeder, som der ikke blev fulgt op på.

Helle Thorsted, Brabrand

Cykelstierne i Aarhus

Susanne Vilhelmsen, Harlev:
Jeg synes faktisk, at Aarhus er en dårlig cykelby. Hvis vi vil cykle her fra Harlev og ind til byen - en dejlig tur - så skal vi køre på en dårlig og ujævn vej. Vi har været meget på camping over hele Danmark, og alle andre steder er der glimrende cykelstier. Det ville også være dejligt, eksempelvis at kunne komme nemmere på cykel til Engsøen.

Susanne Vilhelmsen, Harlev

Vidensdeling på skolerne

Lars Hansen, Borum:
Jeg underviser i skak og er derfor ude på mange forskellige skoler. Her har det undret mig, at noget, der virkelig fungerer på én skole, ikke bliver delt til andre skoler. Der er stor forskel skolerne imellem.

Lars Hansen, Borum

Busbørn, Helhedsplanen og kælderrum

Helle Hansen, Gellerup Fællesråd og afdelingsbestyrelsesformand i Gellerupparken:
Vi vil gerne have politikerne til at tage stilling til busbørn for vi hører jo fra udlandet, at det ikke virker. Desuden vil vi gerne kunne bruge vores kælderrum til forskellige tiltag, for vi mangler plads til at kunne udfolde os. Derfor vil vi gerne have at vide fra kommunen, hvad vi egentlig må bruge kælderrummene til. Det venter vi på svar fra nu og har rykket syv gange! Så er der jo hele vejplanen for Helhedsplanen. Der mener vi, at vejene er for brede og æder et for stort stykke af de grønne områder - vi ville gerne have flyttet cykelstierne ud i området i stedet for.

Helle Hansen, Gellerup Fællesråd og afdelingsbestyrelsesformand i Gellerupparken

Trafikken på Silkeborgvej

Knud Nielsen, Åbyhøj:
Vi har jo haft nogle problemer med trafikken her på Silkeborgvej. Folk kører alt for stærkt og kører over for rødt. I perioder har det været rigtig slemt med mange episoder. Det er noget af det, vi mærker i hverdagen. Det kunne politikerne da godt se lidt på.

Knud Nielsen, Åbyhøj

Integration, svineri og Herredsvej

Klaus Bendixen, Hasle Fællesråd:
En af de ting, som optager os, er integration - vi har jo haft stor uro i Hasle den seneste tid blandt andet i Bispehaven. Derudover vil vi gerne have fokus på det svineri, der er langs med Ryhavevej. Endelig optager Herredsvej os meget. Når Det Nye Universitetshospital i Skejby står færdigt, bliver Herredsvej den direkte hovedåre til Viborgvej, og vi frygter at drukne i trafik. Det nederste stykke af Herredsvej går jo også forbi skolen, og vi har allerede meget trafik på dette stykke.

Fritidsaktiviteter i Langkærparken

Mike B., 19 år, Tilst:
Jeg synes, at vi unge mangler nogle fritidsaktiviteter her i Langkærparken. Det ville være rart med nogle flere ting, vi kan foretage os - for eksempel en basketbane eller et værested, hvor vi kan hænge ud og eventuelt kan tage på udflugter fra.