Fortsæt til indhold

Gartneri ramt af byplanlægning

100.000 kroner skal Kelvins Gartnerservice betale i ejendomsskat efter at adressen er overgået fra land til byzone. Før var prisen 8.000

Samfund
Kian Johansen

Ingen kunne forudse at en banal omlægning fra landzone til byzone nu betyder, at et lille gartneri på Skanderborgvej i Hadsten sandsynligvis må dreje nøglen om.
“Jeg fik indtrykket af at omlægningen fra landzone til byzone ikke ville betyde noget for min virksomhed fra teknisk forvaltning i Favrskov Kommune. Nu er jeg tvunget til at sælge to hektar jord til Favrskov Kommune og har ikke råd til at føre min virksomhed videre andre steder i kommunen. Det er svineri,” siger Kelvin Christensen, der har brugt alle sine penge, inklusive pensionen på at etablere sit livsværk gennem otte år: et lille gartneri og en haveanlægsvirksomhed.

fra 8 .00 til 100.000

Kommunens embedsmænd havde ikke forudset, at Told & Skat ville hæve vurderingen fra 8.000 til 100.000 kroner på de to hektar jord i udkanten af Hadsten, når der blev tegnet streger og det kommende erhvervsområde overgik fra land til byzone.
“Det er da utroligt at de embedsmænd der har tegnet de streger ikke tager højde for en højere vurdering, der nærmest tvinger mig til at sælge til kommunen, der tilmed står stejlt på jordprisen og kun vil tilbyde mig to-tre millioner kroner for grunden. For de penge kan jeg ikke engang købe et parcelhus på Andreas Gadebergs Vej (nyere bebyggelse 600 meter væk, red) og da slet ikke etablere et nyt gartneri,” sukker den 39-årige udlærte anlægsgartner, der ikke tør give tilbud på haveanlæg frem i tiden, fordi han ikke ved om han har sit firma og sine planter til den tid. Han har også sagt farvel til en anlægsgartner-teknolog og nu risikerer hans gartnerelev og en praktikant også at måtte kigge efter nyt job, på grund af den usikre fremtid.

Tvunget til at sælge

De godt 20.000 kvadratmeter jord kan kun blive mere værd, i takt med at Hadsten vokser mod syd de kommende år. I en detailhandelsanalyse fra 2011 forudser man 575 flere boliger frem til 2024 i Hadsten syd.
Kelvin Christensen gætter selv på, at der kan etableres tre erhvervsgrunde på jorden, samt en-to parcelhuse i den anden ende af grunden.
Kun 400 meter væk har Jem & Fix netop købt en erhvervsgrund til anslået 1,6 millioner kroner og en byggemoden parcelhusgrund må kunne sælges om et par år til en million kroner.
Dermed kan der ligge en omsætning på knap 6 millioner kroner på en grund som kommunen lige nu vil give to-tre millioner kroner for. Dertil kommer dog sandsynligvis byggemodningsomkostninger på lidt over en million kroner.
Med omlægning fra land til byzone har kommunen reelt tvunget Kelvin Christensen til at sælge til Favrskov Kommune, vurderer han selv. For med fremtidsudsigterne de kommende år, tør ingen erhvervsdrivende binde an med grunden.

Efterlyser løsning

“Min familie og jeg ved ikke hvor vi er til januar. Vores liv er usikkert for tiden. Jeg har bedt om en løsning i samarbejde med kommunen siden februar i år og havde gerne set det løst inden sommerferien i år, for min yngste datter skulle begynde i skole. Med den smule penge vi får med herfra så bliver det næsten med sikkerhed ikke i Favrskov, at jeg etablerer min virksomhed igen.”
“Som du ser, så lever vi ikke prangende og vi bliver gerne boende, selv med en rundkørsel 20 meter fra huset, men jeg oplever ikke at kommunen lytter til de løsningsforslag jeg er kommet med.”