Fortsæt til indhold

Skat har ændret praksis

Samfund
Kian Johansen

FavrskovPosten bad borgmester Nils Borring forholde sig til sagen om gartner Kelvin Christensens ulykkelige situation, hvor en ny ejendomsvurdering fra Skat nu betyder at han skal betale 100.000 mod før 8.000 kroner i ejendomskat. Han føler sig samtidig tvunget til at sælge sin grund til Favrskov Kommune.
Hvorfor kunne kommunen ikke forudse at ejendomsskatten ville stige så meget for Kelvin Christensens grund?

"Vi er som kommune klar over, at der kan ske en stigning ved overgang til at være lokalplanlagt, da arealerne dermed også kan anvendes til andre og mere indbringende formål, såsom bolig- og erhvervsgrunde. Det er først i forbindelse med Skats ejendomsvurdering i 2013, at vi oplevede så markante stigninger i lodsejernes ejedomsvurdering. Det gælder for begge de store nye lokalplanområder i kommunen, dvs. både i Hadsten Syd og i Vadsted. Administrationen har kontaktet Skat for at spørge til deres værdiansættelse og hvad den beror på, da Skats værdiansættelse for ikke-byggemodnet jord er på samme niveau som det byggemodnede jord, der sælges i området lige nu. Skat oplyste, at det var en generel beregning af ejendomsværdien, og at de ikke sondrede mellem byggemodnet og ikke-byggemodnet jord. Jeg har tænkt mig at rejse den principielle problemstilling over for skatteministeren, da det er urimeligt, at borgere hvis jord bliver lokalplanlagt beskattes efter, hvad det er værd, når det er byggemodnet, når det faktisk ikke er tilfældet. Omvendt må man også anerkende, at der er udsigt til en betydelig værdistigning og dermed også en potentiel økonomisk gevinst for lodsejerne, når de med vedtagelsen af en ny lokalplan får mulighed for at sælge deres ejendom til bolig- eller erhvervsformål."

Flere løsninger prøvet

Hvorfor er der endnu ikke fundet en løsning, når Kelvin Christensen siden februar har rykket for en?
"Administrationen har holdt fem individuelle møder og der er endnu et møde 11. september. Desværre har det ikke været muligt, at finde en brugbar løsning for alle parter. En del løsninger er foreslået fra begge sider, bl.a. er kommunen kommet med et købstilbud og har også tilbudt en anden ejendom i området, der kunne bruges til planteskole, men det har ikke været muligt at opnå enighed om de økonomiske vilkår. Som kommune er det vigtigt for os at købe til den rigtige pris. Dvs. vi må ikke betale for meget af hensyn til kommunens og de enkelte udstykningers samlede økonomi samt hensynet til ikke at tilgodese en enkelt lodsejer fremfor de øvrige skatteborgere. Det er ikke altid lige nemt at finde det prisniveau, der tilgodeser begge parter".

Vi vil ikke give for meget

Hvorfor vil kommunen ikke betale mere for Kelvin Christensens grund, når ejendomme i nærheden er solgt for meget mere?
"Det købstilbud kommunen har fremsat afspejler prisniveauet for de andre ejendomme, vi har købt og forhandler om i øjeblikket under hensyn til grunden og bygningernes fremtidige anvendelighed."
Hvorfor tvinger kommunen reelt Kelvin Christensen til at sælge sit livsværk og flytte væk fra Favrskov Kommune, der lige er kåret som den fjerdebedste til erhvervsklima?

"Det er heller ikke vores intention. Vi anerkender fuldt ud, at udgifterne til ejendomsværdiskat er steget meget, men vi har ikke mulighed for at påvirke eller omgøre den ejendomsvurdering, Skat har foretaget. Det er desværre ikke lykkedes at finde en løsning, der tilgodeser alle ønsker. Samtidig skal man også være opmærksom på, at Kelvin Christensen må fortsætte med at drive sin virksomhed fra den nuværende placering. Der er intet krav om, at han skal sælge ejendommen, men han vil dog miste en mindre del af ejendommen til en kommende vej ind til boligområdet. Og hvis han vælger at sælge ejendommen til os eller en privat investor, så vil der også være en fornuftig salgspris if. til hvad ejendommen oprindeligt blev erhvervet til."

Er etikken på plads?

Er det moralsk i orden for kommunen at købe grunden for et mindre millionbeløb, for så derefter at kunne skabe en omsætning på anslået 6 millioner kroner på samme stykke jord?
"Vores købstilbud tager udgangspunkt i en beregning af, hvad vi kan betale for ejendommen, når man tager højde for, at der skal etableres vej på grunden, byggemodnes og efterfølgende ske et salg. Udgifterne til byggemodning, vejanlæg, salgsarbejde og risikoen if. til liggetid skal også dækkes af de penge vi giver for grunden. Og det er ikke særligt billigt at byggemodne eller etablere vejadgang."