Fortsæt til indhold

Ørreder får en hjælpende hånd af 8. klasser

Elever hjalp Hillerød Kommunes naturteam med at plante træer og lægge grus i Kollerød Å

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Når ørrederne fremover trives i Kollerød Å, og insekterne svirrer over vandoverfladen, kan dyrene blandt andre takke to 8. klasser på Hanebjerg Skole for de forbedrede forhold.

Naturteamet i Hillerød Kommune har nemlig valgt at invitere eleverne med til vandløbsarbejdet.

"Vi syntes, det var en god idé at få børnene med i arbejdet. De kan lære noget af det og får deres viden sat i perspektiv i praksis. Det er noget helt andet at få naturen mellem fingrene, så at sige, end at læse om det i bøgerne," forklarer biolog Lisette Søndergaard.

Elletræer og skjulesten

I torsdags kom eleverne så på arbejde ved åen, hvor de kastede skjulesten og var med til at plante 30 elletræer langs vandløbet.

Stenene kan ørredynglet skjule sig bag, mens de vokser op i åen. Træerne giver skygge til ynglets skjulesteder, så vandet har den helt rigtige temperatur, og de kan gemme sig for sultne fiskehejrer.

Flere elever, Hillerød Posten talte med, syntes, det var sjovt og spændende at være til kommunens arbejde:

"Det er dejligt at komme lidt udenfor i stedet for at sidde i et klasseværelse. Jeg har lært, hvad der skal til, for at ørreder kan leve her, og hvordan man kan se, om der er forurening i åen. Det er meget sjovt at være med til arbejdet - så fik jeg også prøvet det," siger 14-årige Sigurd.

Meget små i virkeligheden

Frederikke på 15 år mente også, det praktiske arbejde gav lidt ekstra til skolehverdagen.

"Jeg er rigtig glad for at være ude i naturen, når vi nu ellers er meget indenfor. Jeg synes, det er en god idé at tage os elever med til arbejdet. Jeg har for eksempel set, hvor små dyrene, der lever i åen, er. De er meget små i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig efter at have læst om det i en bog," siger hun.

Også borgmester Kirsten Jensen (S) kom og deltog i arbejdet med at kaste stenene i åen og plante træer. Hun havde også is og diplomer med til børnene.

“Diplomerne er et bevis på, at I har været her i dag, og at I gjorde det muligt for ørrederne at yngle her. Det er værd at tænke over, at alle kan få et medansvar i pleje af naturen. Det er rigtig fantastisk, det I har gjort i dag,” sagde hun til eleverne.

Målet med projektet er, at der kommer flere insekter og en selvproducerende population af ørreder i vandløbet. Som det er nu, lever åen ikke op til målsætninger i vandplanerne.

Eleverne skal senere med ud at undersøge, om tilstanden i Kollerød Å er forbedret for ørreder og insekter. Se flere fotos på hip.dk