Fortsæt til indhold

Ældrerådet med ny formand

Nina Thøgersen ny formand for Ældrerådet

Samfund
Kian Johansen

Ældrerådet har nu konstitueret sig efter november måneds valg af ni medlemmer, der de næste fire år skal repræsentere de ældre i Favrskov kommune.
Syv medlemmer er gengangere fra de sidste fire år.
På det konstituerende møde blev det enstemmigt vedtaget, at Nina Thøgersen bliver formand. Nina Thøgersen har i de sidste fire år fungeret som næstformand. Hans Kjær Christensen blev også enstemmigt valgt som næstformand.
Ældrerådet har nedsat et forretningsudvalg på tre medlemmer - bestående af Nina Thøgersen, Hans Kjær Christensen og Jørn de Place.
Ældrerådsvalget foregik samtidig med kommunal- og regionsrådsvalget 19. november og det gav en stemmeprocent på 70,2.
Ældrerådet rådgiver byrådet i alle sager, der vedrører ældre. Det kan være både store og små sager, eksempelvis bygning af plejeboliger, kommunens budgetter, kvalitetsstandarder, spisevenner og meget andet, forklarer Nina Thøgersen, til Favrskov.dk
“Det er ældrerådets opgave at holde løbende kontakt til ældre borgere i kommunen, så deres problemer, behov og ønsker bliver kendt af politikere og forvaltning. Ældrerådet arbejder for alle ældre i kommunen – både dem, der har behov for hjælp og dem, der kan klare sig selv. Rådet tager dog ikke enkeltsager op,” understreger Nina Thøgersen