Bemærket i Byrådet
Under det sidste byrådsmøde i 2013, blev der sagt farvel til otte nuværende byrådsmedlemmer og så kom der også lidt gang i sprogblomsterne en tirsdag i december.
En af dem var det nye udtryk for at adskille harmoniseringsdebatten mellem svømmehaller og idrætshaller. Her kom ordet 'tørhalsharmonisering' i brug. Lad os håbe, at ordet holder i ordets egentlige forstand og ikke lader vand sive ind i utæthederne - hverken i svømmebadene eller tørhallerne.
Det var også under debatten om tørhalsharmonisering at borgmester Nils Borring (S) mente, at man skulle veje sin ord på en badevægt - og ikke på en guldvægt, som andre byrødder talte om.
Og mens Niels Flade Nielsen (S) i et oplæg om evaluering af frivilligrådet, kunne konstatere at samarbejdet ikke fik de bedste ord med på vejen, kunne han slå fast at "Det er ikke den fedeste julelæsning jeg har oplevet. Det må det nye Social- og Sundhedsudvalgs opgave at rette op på," lød det.
Charlotte Green (K), afgående formand for Teknik-og Miljøudvalget kom med et nyt begreb, nemlig en bonussag, da hun fortalte om et nyt lyssignal ved Randersvej og Hadbjerg, der ville løse flere problemer med adgangsforholdene, end der oprindelig var taget højde for.
Thomas Storm (V) leverede, stik mod sædvanen, både en underfundig måde at kalde visse læserbrevsskribenters indlæg om harmoniseringen for usaglige, men han formåede også at gøre det i klare vendinger, da han slog fast: "Nogle (læserbreve, red.) har været saglige, andre har været der."
At latinske ord i flertal og ental volder flere mennesker besvær, kunne Thomas Storm så også bevise, for mens han mente at: "Et fakta er at befolkningsgrundlaget er 60/40 til Hinnerupbadets favør," så ville andre nok have benyttet ordet et faktum, da faktum benyttes i ental og fakta er i flertalsform. Det må vist kaldes et faktum, baseret på fakta.
Mens andre nok ville kalde det for svømning til syge mennesker eller handicappede, så kunne Charlotte Green også et nyt ord, der er så neutralt at selv en baby ville se ideen i at deltage i 'hensyntagende svømning'.
Anders Nørgaard (S) leverede også en sand perle, der ufrivilligt kunne være blevet morsom, hvis det ikke var fordi han faktisk mente det.
"I får mig aldrig til at skære igennem," Afbrudt af kort pause. "Når jeg møder nye synspunkter om halharmoniseringen," lød det omtrent.
"Ahhrrr", blev Erik Høeg humoristisk afbrudt af flere byrødder, især fra venstre side af byrådsalen, da den nu afgående udvalgsformand for Børne- og Skoleudvalget i den sidste sag, forsøgte sig med noget, han vist aldrig har prøvet før:
"Jeg skal forsøge ikke at sige så meget om det her emne..."