Fortsæt til indhold

Studerende fandt en niche i jakkesæt

Jacob Overgaard manglede et jakkesæt til en overkommelig pris og fandt en niche, han nu driver ved siden af sine studier

Samfund
Anette Bonde

Den unge studerende Jacob Overgaard, 24, så et hul på det danske marked og startede sin egen virksomhed. Nu sælger han skræddersyede jakkesæt online ved siden af sine studier. Virksomhedens navn er Suits You Denmark.
Jacob Overgaard er vokset op i Vivild. I dag bor han i Aarhus og studerer spansk og virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet.

Skulle købe et jakkesæt

Det var i maj i år. Jacob Overgaard skulle både til konfirmation og sølvbryllup, og han gik derfor på internettet for at finde et kvalitetsjakkesæt til en pris, han kunne betale. Det måtte han opgive. Mulighederne var begrænsede, i hvert fald inden for Danmarks grænser.
”Ikke ret mange, hverken studerende eller arbejdende, har 10.000 kroner til et jakkesæt. Jeg så derfor muligheden for at udfylde et hul på markedet,” fortæller den unge iværksætter.
I oktober startede han den webbaserede virksomhed, Suits You Denmark.

Aldrig været en haj til tal

Jacob er ikke alene om virksomheden. Ved hans side står kammeraten Patrick Pedersen. Han studerer revision på Aarhus Universitet, og har god forstand på tal, hvilket Jacob Overgaard erkender, at han ikke selv har.
Patrick styrer derfor Suits You Denmark's økonomi, mens Jacob tænker innovativt og kreativt. På den måde supplerer de hinanden godt.
Tøjbranchen ligger ikke fjernt fra den unge iværksætter. Han har altid haft en interesse for mode og kvalitet, og han trives bedst med orden i sit hjem, det være såvel i tøjskabet som i køkkenskabet og skoletasken. Og i virksomheden.
Patrick er glad for, at Jacob er så organiseret og struktureret, som han er. Jacob selv mener også, at hans stærke vilje er med til at drive virksomheden i en positiv retning. Hvis der er noget, han ikke kan finde ud, så lærer han det.
“Altså undtagen økonomi og tal”, griner Patrick Pedersen.