Rundhøj-borgere tør ikke kontakte politiet
Stort torvemøde skal gøre det trygt for Rundhøj-borgere at færdes i deres eget område
Man skal turde at kontakte politiet.
Det er budskabet fra leder af Ung i Aarhus Horsensvej Michel Larsen og Ulla Lerche, leder af det boligsociale arbejde i Rundhøj.
Gennem en stor del af 2012 har der været uro på torvet i Rundhøj. Der bliver røget hash på stedet, mistanke om salg af samme og samtidig har folk været utrygge ved at færdes på torvet, fordi en gruppe mennesker har indtaget torvet i deres store, sorte biler og løse hunde.
Det har betydet, at borgerne i området ikke bryder sig om at komme på torvet, og de er bange for at kontakte politiet, fortæller Michel Larsen og Ulla Lerche.
Men det skal der nu laves om på.
"Folk er rigtig bange for at anmelde til politiet, men sådan skal det ikke være," siger Michel Larsen.
For at ændre på det, har der været stort, fælles torvemøde i Rundhøj for at finde ud af, hvad der skal til for at gøre området trygt for beboerne igen.
"Hvis vi står sammen, så finder vi en løsning. Vi vil have ro på torvet, så det er trygt for alle," siger Ulla Lerche.
"Ring til os"
Morten Daugaard, vicepolitikommissær og leder af forebyggelsessektionen ved Østjyllands Politi, opfordrer helt klart beboerne i området til altid at kontakte politiet, hvis der foregår ulovligheder.
"Det er selvfølgelig kedeligt, at man skal være utryg ved at lave en anmeldelse til politiet. Beboerne er bange for at blive konfronteret og skulle stå til ansvar, hvis man laver en anmeldelse, men der er mulighed for at sige, at man ikke vil lægge navn til," siger Morten Daugaard.