Politik og dyrevelfærd

Langt om længe har bølgerne fra kommunal- og regionsvalget lagt sig. Måske er jeg ikke den eneste, der blankt indrømmer, at min interesse for det ikke var ligefrem proportional med mediernes. Mediernes tæt på endeløse omtale skyldes dog mest de mange intriger i forbindelse med konstitueringen af borgmestre. Men ok - måske fair, for det er svært at forstå, hvordan en socialdemokrat kan forvandles til venstremand så at sige "overnight".
Min manglende interesse starter dog allerede omkring det tidspunkt, hvor byernes træer og lygtepæle bliver pladret til af uopfindsomme valgplakater. Hvis ikke de kan blive enige om, "at det gør vi bare ikke", er det meget svært at tro på, at de samme politikere seriøst kan blive enige om at forvalte vores penge og træffe rationelle fornuftige beslutninger løbende i valgperioden.
Som så mange andre føler jeg af og til, at jeg sidder på sidelinien, ude af synk med omverdenen. Det er ikke sån', at jeg egentlig ikke kunne tænke mig at deltage, men den daglige tid er brugt, når jeg har skrevet på mine sange, malet de malerier, jeg finder nødvendige, slået et par søm i og gået med mine hunde. Introvert og mig selv nok? Måske, men mine tanker flyver dog tit i retningen af meget store problemer i samfundet, jeg svært godt kunne tænke mig at finde svar/løsninger på.
Der er større politiske emner i spil for tiden, og vandene skilles blandt andet, når det gælder vores holdninger til nydanskere/indvandrere. Jeg er stor tilhænger af, at vi lukker grænserne op for alle udefrakommende. Om de kommer af nød, eller bare fordi de gerne vil sælge deres arbejdskraft eller varer, er altsammen fint. De er mere end velkomne. Efter 20 år som mønsterborgere med pletfri straffeattest skal de have mulighed for at søge om at blive danske statsborgere med ret til gratis skolegang, hospitaler og så videre. Kimen til en spirende racisme er paradoksalt opstået, fordi der er politikere, der i misforstået solidaritet har spist de stakkels nyborgere af med penge, når de ikke kunne/ville have arbejde.
Det har aldrig, og bliver aldrig, ægte omsorg at give mennesker, der har det svært, penge. Det gælder for tilflyttere og os, der har beboet i landet i mange generationer. Det er en fundamental mekanisme for, at vi mennesker kan opretteholde vores selvrespekt, at der er lighedstegn mellem arbejde og overlevelse. Kontanthjælp er ikke en løsning og er kun med til at fastholde mennesker i en taberrolle. Til gengæld burde det i stedet være en borgerpligt at hjælpe dem, som har det svært og er ramt af arbejdsløshed. Tiden er inde til, at vi gør det muligt for samfundet aktivt at involvere sig i produktion. Alle med gode ideer til ny virksomhed skal i spil og sættes sammen med dem, der mangler arbejde.
Og nu vi er ved lysten til at bygge op/tjene penge. Hvor liberal jeg end måtte være, er der nået en grænse, når vi tillader de store torturhaller, hvor vi presser høns, grise og køer sammen. Stopfodret med nøje sammensat mad, der giver hurtig vækst, men til gengæld blandt andet giver kalvene kronisk diarre. For at gøre ondt værre udsætter vi dem for lange uværdige rejser i lastbil. Det skal stoppe nu. Det er sådan her, det skal være: 1. Alle husdyr skal ha det fodder, de naturligt søger i naturen. 2. De skal kunne være inde eller ude og have al den plads, de har behov for. 3. De skal slagtes på lokale slagterier, som max ligger 50 km fra det sted, de har boet.
Og så vil jeg gå en tur ved bugten med hundene. Igen vil jeg undre mig over, hvorfor der kun er mennesketrængsel på den rute, når der én gang om året står nogle forkølede skulpturer, hvoraf flere nok burde været blevet hjemme i værkstederne på ubestemt tid. Her skulle have stået en smiley, men det tegn er ikke tilgængeligt her.
Godt nytår!
Peter Viskinde