Fortsæt til indhold

Julie sang alle julehjerter bløde

Centertorvet i Hørsholm Midtpunkt fyldt med mennesker til Julie Berthelsens koncert

Samfund
Morten Timm

Hvis du ikke allerede var kommet i julestemning, kom du det med garanti, hvis du lørdag eftermiddag oplevede Julie Berthelsen optræde i Hørsholm Midtpunkt.
Den dansk/grønlandske sangerinde leverede nemlig foruden egne popsange også en stribe dejlige julesange, hvor hun med sin klangfulde og smukke stemme sendte masser af jul ud på det fyldte centertorv, hvor både børn og voksne nød koncerten i fulde drag.
"Ved siden af al den stress og jag, trængsel og alarm, så husk, at julen også er tid til at drømme og til at tro. Det er en tid, hvor man skal give sig selv lov til at være den, man er," sagde sangerinden mellem to numre.
Hun sluttede sin optræden af med en meget indfølt version af sit gennembrudshit 'Every little part of me', og en fantastisk stemningsfuld 'Glade jul, dejlige jul', hvor hun til publikums begejstring leverede verselinjer på både dansk, grønlandsk og engelsk.
Med sig på scenen havde Julie pianisten Peter Dencker.

Centertorvet var fyldt med mennesker, der ville høre Julie synge. Til lejligheden var der også tilbagelænede siddepladser. Foto: Morten Timm