Fortsæt til indhold

Favrskov har lavere og lavere administrationsudgifter

Favrskov Kommune er tæt på at have landets laveste udgifter og antal administrative medarbejdere, uanset målemetode

Samfund
Kian Johansen

Der er forskellige måder at måle ting på, men uanset hvilken måde du måler antallet af administrative medarbejdere i Favrskov, så ligger Favrskov kommune placeret som en af de kommuner i Danmark der har færrest udgifter til administration og ledelse.
Det kan man læse i et notat vedrørende Favrskov Kommunes administrative ressourceforbrug, som kommunen har udarbejdet i 2013.
FavrskovPosten forsøgte at finde ud af, hvor mange administrative ansatte der egentlig er ansat i kommunen og hvor mange der var ansat i 2006 ved kommunesammenlægningen.

Svær manøvre at finde tal

Men det er en forholdsvis svær manøvre, fortæller Jacob Ljungberg, der er sekretariatschef i Favrskov Kommune.
"Jeg har undersøgt, om det er muligt at lave et ”identisk” udtræk. Det er desværre ikke muligt, da en række forhold er ændret siden 2008. Dels er der sket flytninger af medarbejdere mellem administrationsbygningerne, dels er der overtaget opgaver og medarbejdere fra andre offentlige myndigheder, ligesom enkelte opgaver er blevet udskilt af kommunens administration.," forklarer Jacob Ljungberg, mens han uddyber:
"Der er blandt andet kommet en ny metode til opgørelse af kommunernes personaleforbrug til administration og ledelse. Det er en aftale mellem regeringen og KL."
I notatet opgøres de administrativt ansatte i årsværk og ikke personer også her viser tallene, at Favrskov har færre ansatte i administrationen og dermed også færre udgifter pr. borger til administration. På landsplan ligger Favrskov rigtig godt.
Der er i dag cirka 4.000 ansatte i alt i Favrskov Kommune. Tallet dækker alt fra lærere, sosu-assistenter over til embedsfolk og borgmester.
Graferne viser, at Favrskovs administration er skrumpet siden 2009.

Selvom man bruger KL's lidt smallere definition, så er antallet af Favrskovs administrativt ansatte faldende. Kilde: KL's nøgletal