Fortsæt til indhold

Held og også lidt forstand

83-årige Ruth Lassen er Årets profet 2013. For første gang i mange år har vinderen svaret rigtigt på samme spørgsmål

Samfund
Arkiv

For første gang i umindelige tider har en læser gættet rigtigt på samtlige spørgsmål i Albertslund Postens konkurrence ”Årets Profet”.
Ruth Lassen fra Albertslundvej 69 er Årets Profet. Hun gættede rigtigt på de 14 spørgsmål om 2013, vi stillede i avisen for et år siden.
Normalt skal man gætte rigtigt på 15 spørgsmål, men AP kvajede sig og bragte ved en fejl et forkert sportsspørgsmål. Derfor har vi valgt at lade konkurrencens spørgsmål 13 helt udgå af konkurrencen.

Held og lidt forstand

”Jeg har været heldig”, lyder det beskedent fra Ruth Lassen, der dog tilføjer: ”…måske er det også lidt forstand. For jeg følger jo med i, hvad der foregår!”
Årets profet bor sammen med sin mand, Hans Lassen, på 2. sal. Da avisens udsendte skulle bære gevinsten – de 12 flasker vin – op til Ruth Lassen og pustede godt over besværet, blev han blot mødt med et venligt smil og bemærkningen: Den tur tager vi flere gange om dagen!
Ruth Lassen er 83 år og Hans Lassen 87 år, og de har boet i lejligheden i 23 år.
”Vi boede før den tid i en villa i Avedøre, men vi ville gerne slippe for havearbejdet, så derfor flyttede vi her til. Det har vi været glade for”, siger Hans Lassen.
”Vi bor så tæt på Albertslund, at det er naturligt at bruger en del af de tilbud, der ligger der – vi handler i Albertslund Centrum, og vi benytter også Hovedbiblioteket i Albertslund”, fortæller Ruth Lassen.
Og hendes mand tilføjer: ”Tidligere havde vi jo en biblioteksfilial her i nordmarken, men den blev lukket af den nye borgmester. Nu skal vi helt til den sydlige del af kommunen, hvis vi vil på biblioteket – så er det lettere at gå til Albertslund”.
brie