Fortsæt til indhold

Borgmesterkandidat Marc Perera Christensen (K) om...

Samfund
Arkiv

...sine tre mærkesager:

"Først og fremmest er jeg optaget af at skabe vækst. Vi skal have gang i væksten i Aarhus, så vi kan skabe flere arbejdspladser. Det er væksten, der sikrer vores velfærd. Vi skal sørge for at skabe gode betingelser, både for de store virksomheder og for iværksætterne, så de får gode vækstvilkår. Men jeg har også en anden mærkesag, som er lidt sværere at sætte ord på. Det handler om det personlige ansvar. Det har det rigtig skidt. Vi er så stop-fodrede med, hvad vi har ret til, at mange har glemt, at der altså også er en forpligtelse. Personligt ansvar handler blandt andet om at have hjertet med. Tage ansvar for andre. Ikke bare sige "jeg betaler skat, så det skal andre gøre". Og endelig er der hele omfordelingsspørgsmålet. 90 procent af vores midler går til den store brede middelklasse. De resterende 10 procent går til dem, der virkelig har et stort behov for hjælp. Det synes jeg, bør være anderledes."

...ønsket til valgkampens indhold:

"I valgkampen vil vi udelukkende fokusere på, hvad det er, vi som konservative har at tilbyde. Det betyder, at vi ikke vil bruge tid på at kommentere de øvrige partier og kandidater. Jeg tror, folk er trætte af politikere, der rakker ned på hinanden. Jeg synes, jeg har nogle dygtige kolleger i byrådet og vi kan jo godt lide hinanden, selvom vi er rygende uenige om mange ting."

...hvad Aarhus er god til:

"Jeg synes, Aarhus er en hjertemuskel i videns-Danmark. Vi er en uddannelsesby, der skaber gode rammer for talenter og forskning. Der er Aarhus virkelig god, især i forhold til sin størrelse. Også vores kultur- og fritidsudbud er en af vores styrker. Det er så meget nerve og liv byens størrelse taget i betragtning. Som aarhusianere er vi stolte af byen. Folk elsker den fritlagte å, Regnbuen og Musikhuset. Og vi ranker lige ryggen en ekstra gang, når verdens største medie, New York Times, skriver om os og opfordrer andre til at besøge vores by."

...Aarhus' største udfordring:

"Byens største udfordring er vækst. Hvordan får vi gang i en holdbar vækst. Hvordan kan vi tiltrække flere almindelige lønmodtagere til byen, så Aarhus ikke ender med, kun at være en by for studerende og pensionister. Det er meget dyrt, at bo i Aarhus. Institutionspladserne er dyre. Vi har en dyr offentlig sektor i Aarhus. Det er en udfordring. Vi har lidt et lilleputsyndrom i forhold til København. Vi skal være bedre til at tro på, at vi godt kan. Vi er faktisk i den europæiske liga nu - europæisk kulturhovedstad 2017."

...om sit forhold til pressen:

"Jeg har et fint forhold til pressen og har ikke haft negative oplevelser med pressen. Jeg vil gerne være tilgængelig, og jeg stiller gerne op. Da jeg blev valgt ind i byrådet, tog jeg en beslutning om, at hvis jeg udtalte mig om noget, så skulle jeg kunne stå ved det. Og det har jeg holdt fast i. Men jeg har også noget jeg vil have lov til at holde for mig selv: Mit familieliv og mit hjem. Jeg kan godt blive lidt bekymret for pressens fremtid. En presse, der er så ressourcemæssigt presset, at der ikke er tid til at analysere og gå ordentlig i dybden. Det gør det nemmere for byrådet at løbe om hjørner med pressen. Og ja, jeg har flere eksempler, hvor det har undret mig, at pressen ikke er gået mere til benet i en sag."