SF-spidskandidat Thomas Medom om...
Lokalavisen Aarhus sætter fokus på partiernes spidskandidater frem mod valget til efteråret
... sit forhold til pressen:
"Jeg mener, at man som politiker skal stille op til både gode og dårlige sager. Der er rigtig mange af mine kolleger, der gemmer sig for de dårlige historier, og det, synes jeg, er utroværdigt i længden. Der er rigtig mange, der putter sig bag pressemeddelelser og de gode, positive historier, som de selv har designet. Når nogen vil diskutere noget, så vil jeg gerne være med, og jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at ikke alle rådmændene i byen stiller op til den slags. Som udgangspunkt er der ikke noget filter for at komme igennem til mig, for mig er det en livsstil at være politiker. Jeg har besluttet mig for at være synlig, også overfor borgerne, og derfor har jeg træffetid, så man kan komme op på mit kontor og diskutere/snakke med mig. Det handler også om, at politikerne kommer i dialog med vælgerne og taler et sprog, de kan forstå."
... ønsket til valgkampens indhold:
"Jeg håber, at valgkampen kommer til at handle om især to ting: Velfærdssamfundet og at skabe flere jobs til især de unge."
Hvad ligger der i det?
"Det er vigtigt, at der kommer fokus på alt det, der betyder noget. Det handler blandt andet om, hvordan de ældre har det, hvordan vores børn bliver passet, og at vi har gode institutioner. Hvis vi skal skabe flere jobs, så er det vigtigt, at vi holder fast i, at vi har et stort vidensmiljø i byen. Det kræver, at der kommer en tæt kobling mellem byens virksomheder og uddannelsesinstitutionerne. Hvis det kan lade sig gøre, så er jeg sikker på, at det skaber flere jobs."
... sine tre mærkesager:
"Jeg vil have fokus på miljø, velfærdssamfundet og nye jobs til unge. Der er alt for meget forurening her i byen. Jeg går ind for, at der bliver mere fokus på den kollektive trafik, at vi får flere letbaner, en god kvalitet i vores busser og flere cykelstier, så der er gode forhold for cyklisterne. Det betyder selvfølgelig, at der skal tages penge andre steder fra, men jeg synes, det er vigtigt. Det er også helt afgørende, at vores velfærdssamfund fungerer, og at ældreplejen, undervisningen og normeringen i institutionerne er i top. Hvis der kommer en sparerunde mere, så må man finde besparelser et andet sted. Der bruges for eksempel alt for mange ressourcer på unødigt bureaukrati og dokumentationskrav. Det er vigtigere, at vi prioriterer vores velfærdssamfund højere."
... hvad Aarhus er god til:
"Aarhus' helt store styrke er, at vi er gode til at tage os af hinanden, men nogle gange glemmer vi det, fordi byen er så stor, og vi har fokus på vores ambitioner som for eksempel Kulturby 2017. Følelser og nærvær er svære ting at tale om i politik, men det er vigtigt, at vi har fokus på, at vi har en høj trivsel."
... hvad Aarhus' største udfordring er:
"Det er helt sikkert byens store vækst, der er vores største udfordring. Der skal være en grøn udvikling, og vi skal sørge for, at det er en god by. Aarhus Kommunes befolkningstal vokser, og det er en udfordring i forhold til nærvær. At byen er så eftertragtet er selvfølgelig positivt, vi skal bare ikke glemme de nære værdier."