Fem hurtige til Dansk Folkepartis Jette Skive
Lokalavisen Aarhus sætter fokus på partiernes spidskandidater frem mod valget til efteråret
... sit forhold til pressen:
"Jeg har det godt med pressen. Jeg synes, at jeg 99 procent af gangene bliver citeret korrekt, og jeg prioriterer altid at ringe tilbage til folk. Pressen skal respekteres, ja, vi skal respektere hinanden - for uden dem ingen os og omvendt. Jeg er desuden altid åben over for pressen. Jeg kan da godt se, at det ville være nemmere at "glemme" at tage sin telefon, hvis det omhandlede en kedelig sag, men det er at stikke halen mellem benene. Man skal altid være åben."
... ønsket til valgkampens indhold:
"Jeg håber, at valgkampen kommer til at omhandle behandlingen af de svageste i kommunen. Jeg tror dog, at Marselistunnelen, infrastruktur og økonomi kommer meget på dagsordenden. Desuden tror jeg, at meget af valgkampen kommer til at foregå på Facebook og Twitter - men det har jeg valgt helt fra, da det er noget overfladisk pladder og en tidsrøver ud over alle grænser. Jeg vil gerne ud til folk på valgmøder i stedet."
... sine to mærkesager:
"Jeg kæmper særligt for de udsatte og svageste i samfundet - de handicappede samt ældreomsorgen. Det er altid her, der bliver skåret, og det er ikke værdigt at blive ved med at spare netop her. Desuden vil jeg gerne trække kulturen i byen i en mere folkelig retning - alle skal kunne identificere sig med den. Festugen er eksempelvis blevet så finkulturel, at almindelige borgere ikke kan kende den længere."
... hvad Aarhus er god til:
"Aarhus er rigtig god til at tage i mod folk, hvad enten der er tale om studerende, indvandrere eller turister - det er en by for alle. Derudover er Aarhus god til at gøre byen til et attraktivt sted at slå sig ned som virksomhedsejer. Og så har byen jo et rigt kulturudbud."
... hvad Aarhus' største udfordring er:
"Vi kan blive langt bedre til at tage vare på vores handicappede medborgere. Det er en torn i øjet på mig, at vi ikke ligger helt i top på dette område - vi er landets næststørste by og burde som minimum være de næstbedste. Vi skal også oppe os på flere fronter, hvis vi skal kunne følge med byens befolkningstilvækst, både med hensyn til skoler og idræts/fritdstilbud - her mangler vi eksempelvis allerede både haller og boldbaner - og desuden infrastrukturen, hvor vores indfaldsveje er svære at komme ind og ud af."