150 nye ungdomsboliger på vej i Kolding
To projekter med sammenlagt 150 ungdomsboliger er på vej ved Campusområdet i Kolding, og flere byggerier kan følge efter. Hermed styrker Kolding sin position som studieby og imødekommer behovet for flere ungdomsboliger de kommende år
På et ekstraordinært møde i Teknik- og Boligudvalget 18. december besluttede politikerne at arbejde videre med to konkrete forslag.
Det ene kompleks med ungdomsboliger skal ligge ved Teglgårdsvej umiddelbart syd for Skamlingvejen, mens det andet skal opføres i Design City. Bag de to projekter står to almennyttige boligselskaber – henholdsvis Domea og Lejerbo.
Byrådet har afsat 6 mio. kr. i 2015 og 10 mio. kr. i 2016 i såkaldt kommunalt grundkapitalindskud til opførelse af nye almennyttige ungdomsboliger. Teknik- og Boligudvalget lægger op til, at de to beløb deles ligeligt mellem de to projekter.
Samtidig giver politikerne udtryk for, at de ønsker yderligere midler afsat til ungdomsboliger i Budget 2015.
”Uddannelse spiller en central rolle i vores vision ”Vi designer livet”, som skal skabe udvikling og vækst i hele kommunen de kommende år. Kolding opruster som uddannelsesby med nyt universitet, et nyt spændende campusområde og flere studerende.
Uddannelsesinstitutionerne forventer at optage knap 500 flere studerende i 2017. Vi ønsker, at vores studerende bosætter sig i Kolding og bliver en del af et spændende og levende campusmiljø. Den udvikling understøtter vi nu med støtten til de to byggerier,” siger Knud Erik Langhoff, formand for Teknik- og Boligudvalget.
Begge projekter kommer til at indeholde forskellige typer af ungdomsboliger – 1-, 2- og 3-værelsers boliger, og huslejen i de mindste boliger kommer til at ligge på godt 2500 kr. om måneden. Foruden boliger vil begge byggerierne indeholde forskellige fællesfaciliteter. I sin projektbeskrivelse fortæller Lejerbo, at det vil være muligt at have boligerne klar til indflytning til studiestart i sommeren 2015.
Et tredje projektforslag fra selskabet Bovia med ungdomsboliger på den såkaldte Gimbelgrund på Sdr. Havnegade kræver en ny lokalplan, og den planlægning har Teknik- og Boligudvalget nu anbefalet Plan- og Miljøudvalget at sætte i gang.
De tre projekter er resultatet af den invitation, som kommunen sendte ud i efteråret. Her blev kommunens almene boligselskaber inviteret til at komme med forslag til nye almene ungdomsboliger.
Om placeringen
De to nye byggerier med ungdomsboliger bliver placeret i kommunens nye store uddannelseskvarter – Campusområdet – hvor Designskolen, KUC og IBC, og IBA ligger, hvor det nye universitet er ved at blive bygget, og hvor flere andre uddannelsesinstitutioner er på vej.