Fortsæt til indhold

Styrket erhvervsråd er klar til 2014

Erhvervsråd udvider staben fra to til tre i 2014 og håber at nyde frugterne af sammenlægning

Samfund
Kian Johansen

“Vi søger efter en ny vejlederkonsulent i begyndelsen af 2014. På den måde håber vi at få tilstrækkelig med muskler til at dække alle vores opgaver,” fortæller Dan Skovgaard, erhvervschef for Favrskov Erhvervsråd.
Østjysk Iværksættercenter er overtaget i efteråret 2013, efter at Gregers Petersen efter utallige år har trukket sig tilbage.
“Det betyder at vi nu kan tilbyde nye iværksættere, og dem der er på vej, en ensartet overgang, vi kan forhåbentlig understøtte dem bedre, før var Østjysk Iværksættercenter en fødekanal og det kunne enkelte gange være uklart hvem der gjorde hvad,” lyder det fra erhvervschefen.
Dermed er planen at lade iværksættere få rådgivning i opstartsfasen, lade dem deltage i iværksættercafeer, iværksætternetværk og forskellige iværksætterfora, der skal give dem råd og vejledning.

Ens uddannelsesforløb

“Vi vil samle iværksættere, der har ens behov og så kan vi købe et uddannelsesforløb til dem.”
Og når de er klar til næste skridt, så er erhvervsrådet ved at etablere et korps af nuværende og tidligere erhvervsfolk, der vil fungere som mentorer og bestyrelsesmedlemmer i de nyetablerede virksomheder.
“Når iværksætteren er så langt, at han kan 'flyve selv', så er der jo masser af netværk at deltage i Favrskov,” fortæller Dan Skovgaard, der sammen med bestyrelsen og Favrskov Kommune især vil have fokus på vækstvirksomheder, men også den traditionelle rådgivning af Favrskovs virksomheder.

Favrskov skal brandes

Et ønske om at gøre Favrskov mere synlig gennem branding er også i gang, blandt andet ved kampagnen 'Aarhus er større end du tror', der henviser til, at Favrskov jo ligger lige ved siden af, med attraktive tilbud til virksomheder med vækstplaner.
“Vi vil gerne give flere tilbud til de virksomheder der kan og vil vækste. Paletten vil være større i 2014,” lyder planen.
Også inddragelsen af flere virksomheder i erhvervsrådets ideer og planer og erhvervsrådets retning er i støbeskeen.
“Vi vil få mere dialog i gang ved at lave konferencer, hvor virksomhederne kan give input.”

Tre adresser

Efter overtagelsen af Østjysk Iværksættercenter har Favrskov Erhvervsråd fået endnu et kontor, nemlig på Banegaarden i Hadsten, der er ejet af Gregers Petersen. Her holder flere nuværende og tidligere iværksætter-virksomheder til i den nænsomt nyrestaurerede tidligere banegård.
Dermed har Favrskov Erhvervsråd nu adresser i Hinnerup, Hammel og Hadsten, og måske Ulstrup, hvor Lars Storgaard har stillet et kontor til rådighed for Østjysk Iværksættercenter.
“Vi bruger Strasbourg/Bruxelles-modellen, og har vores ting i en flyttekasse og så er vi på de tre kontorer i Hadsten, Hinnerup og Hammel i en uge-turnus, så vi bruger de tre kontorer,” forklarer Dan Skovgaard.
“Vi får kun offentlig støtte til et lejemål, så Favrskov Erhvervsråd betaler selv af egen lomme. Det fungerer godt på denne måde og jeg er meget enig i bestyrelsens politiske signal, at vi er synlige alle stederne. Det handler om at give tryghed. Men lur mig om ikke vi tager debatten i slutningen af 2014, for at diskutere om tre-fire lejemål er for meget.”