Jacob Bundsgaard begejstret for borgerinddragelse
De allerførste erfaringer med den nye form for borgerinddragelse har fået borgmesterens kvalitetsstempel
"Vi sidder faktisk lige i dette øjeblik og diskuterer borgernes input," fortæller en glad Jacob Bundsgaard, da han i en kort pause fredag under byrådets seminar om ny styreform taler med Lokalavisen.
"Som borgmester kan jeg kun være glad og også lidt stolt over, at have borgere, der på den her måde har stillet sig til rådighed med sit engagement og energi. Dem jeg har talt med, har været ovenud begejstret over at være med. De har virkelig brændt for sagen. Så det er bestemt en model, vi vil benytte igen, når vi står overfor meget komplekse problemstillinger," siger han.
"Vi har fået meget værdifuldt input til den videre proces. Og fordi alle er blevet klædt på til at deltage i arbejdet, er det i høj grad brugbare og konkrete anbefalinger, byrådet nu har fået. Jeg er faktisk overrasket over kvaliteten af forslagene."
Forslagene fra borgerne, virksomhederne og foreningerne peger blandt andet på en helt ny måde for kommunen at tænke kommunikation med borgerne på.
"Vi har behov for en kulturforandring i kommunen. Det er tydeligt, at borgerne ikke har den opfattelse, at kommunikationen er tilstrækkelig. Alle grupperne så et behov for en tværgående koordinerende funktion mellem magistraterne."