Fortsæt til indhold

DJØF'ere på besøg hos Mørke-virksomhed

25 nyuddannede jurister og økonomer runder onsdag Vahle Døre og Vinduer

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Nyuddannede jurister og økonomer kan ikke længere vælge og vrage, når de har afsluttet deres uddannelse. Normalt søger de arbejde i offentlige og store private virksomheder, men nu er der stor ledighed for specielt de nyuddannede akademikere. Derfor må de tage utraditionelle midler i brug for at komme ud på jobmarkedet.

Det er en af grundene til, at der onsdag 18. januar kommer et kontingent DJØF'ere, i alt 25, på besøg på virksomheden Vahle Døre og Vinduer i Mørke.

"Men det skal understreges, at virksomheden ikke har ledige jobs til dem nu. Vi håber, at de jobsøgende på den ene side får øjnene op for de spændende muligheder i mindre virksomheder, og at virksomhederne på den anden side ser de gode muligheder ved at ansætte akademisk arbejdskraft," fortæller chefkonsulent Bodil Gavnholt, fra fagforbundet DJØF, der er koordinator på turen.

De 25 akademikere skal samme dag på yderligere to besøg på mindre virksomheder udenfor Århus.