Fortsæt til indhold

Unge ledige må godt drive vandrerhjem

Statsforvaltningen tilfreds med forklaring fra Syddjurs Kommune om beskæftigelsesprojekt.

Samfund
Af Martin Schultz

Syddjurs Kommune må godt lade Projektcenter Syddjurs drive Rønde Vandrerhjem som et beskæftigelsesprojekt og til jobtræning af unge uden for arbejdsmarkedet.
Det har Statsforvaltningen Midtjylland netop meddelt Syddjurs Kommune, efter at Statsforvaltningen selv havde bedt Syddjurs Kommune om at redegøre for lovhjemmelen bag fremgangsmåden.
Syddjurs Kommune fremsendte en redegørelse og en projektbeskrivelse for Projektcenter Syddjurs drift af Rønde Vandrerhjem. Heri forklarede man, at målet med beskæftigelsesprojekterne på vandrerhjemmet er at bringe de ledige tættere på arbejdsmarkedet og få afdækket den enkeltes kompetencer.
"Statsforvaltningen finder herefter ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen,” lyder den seneste konklusion fra Statsforvaltningen.

Ingen køber efter tre budrunder

Dermed kan der atter blive ro om Rønde Vandrerhjem, som er gået så grueligt meget igennem, siden byrådet i Syddjurs Kommune i 2009 vedtog at sælge Rønde Vandrerhjem, som blev drevet som et firestjernet vandrerhjem af et forpagterpar.
Efter tre budrunder var der ikke fundet en privat køber til det attraktivt beliggende, men noget slidte vandrerhjem.
Tanken blev luftet politisk at lade vandrerhjemmets bygninger overgå til andre formål, men blandt andet pres fra Røndes borgere og handelsliv gav Rønde Vandrerhjem en ny chance, nu som beskæftigelsesprojekt i Projektcenter Syddjurs' regi.