Aastrup-Hammelev har fået tre nye i folden
Oprykningen til Serie 2 kiksede i sidste sæson, men Grenaa-klubben er klar til et nyt forsøg
Det var mere end bidende koldt, da Aastrup-Hammelevs seniorspillere lørdag eftermiddag var samlet til nytårsappel på Aastrup Stadion.
Den ene halvdel af trænerduoen, Jacob Stensgaard, var fraværende, fordi han sammen med flere andre spillere repræsenterede klubben ved landsmesterskaberne i indefodbold i Støvring.
Desuden var der en del afbud fra andre sikre kort i truppen, der var optaget af enten skiferie, job eller fødselsdag.
Det forhindrede nu ikke den anden halvdel af trænerduoen, Kim Busse, i at tage de fremmødte med ud på en rask løbetur i frostvejret, før et varmt bad gjorde underværker.
Tre forstærkninger
"Vi har fået positive tilsagn fra stort hele sidste års trup," siger Jacob Stensgaard.
Dertil kommer tre navne, der kan styrke truppens bredde og gøre konkurrencen om pladserne endnu hårdere: Ramus Nielsen er vendt hjem fra Aalborg, Nicolai Fiehn er vendt tilbage fra en lang udlandstur og Jeppe Thomsen er kommet til fra Randers.
"Så alt i alt er vi meget fortrøstningsfulde inden den nye sæson,"
lyder det fra Stensgaard, der sammen med medtræner Kim Busse allerede har det første træningspas parat i aften, mandag, på den ny kunstgræsbane ved Grenaa Idrætscenter, som klubben har lejet fra klokken 18.30.
Ellers er det planen, at Aastrup-Hammelev, hvis to bedste hold spiller i Serie 3 og 4, træner hver tirsdag og torsdag på Aastrup Stadion.
Førsteholdet skal allerede 18. februar være klar til den første træningskamp, hvor modstanderen bliver Vivild på kunstgræsbanen ved Grenaa Idrætscenter.