Simon Peter tuner ind på karriere i erhvervslivet
29-årige Simon Peter Bøjstrup fra Kolind har købt en aktiepost i Jysk Maskincenter A/S
1. april er det ti år siden, at Simon Peter Bøjstrup startede i en læreplads hos det daværende L. Simonsen ApS i Gammel Kolind efter endt skolegang. Nu ti år efter, hvor maskinforretningen har skiftet navn til Jysk Maskincenter A/S, i daglig tale JMC, med baser i Viborg, Kolind og Randers, er unge Bøjstrup fortsat en del af foretagendet.
En kort afstikker for nogle år siden til en anden virksomhed var ikke lykken og varede kun ti måneder for den perfektionistiske Bøjstrup, der indrømmer, at han stiller store krav til sig selv og omgivelserne. Et ord er et ord til en kunde, og så duer det ikke med slendrian. De tyske Fendt-traktorer er hans nuværende primære portefølje, og trods finanskrise og et klemt marked er han optimist.
“Jeg synes, vi har været gode til at tilpasse os markedet. Branchen er presset, men indretter man sig med det rigtige mandskab og det rigtige lager, som vi har formået det, så er der trods alt masser af muligheder,” siger Simon Peter Bøjstrup.
Købte aktiepost
Ved årsskiftet købte han en aktiepost i Jysk Maskincenter A/S, så han nu er medejer.
“Jeg fik en opfordring, og der blev lavet en forretningsmæssig konstruktion, så jeg nu har en aktiepost og ejer ti procent af aktierne,” fortæller Simon Peter Bøjstrup.
Han indrømmer, at han har jobmæssige ambitioner og gerne vil have indflydelse på virksomhedens fremtidige strategi og drift: “Da opfordringen kom, synes jeg, det lød tillokkende,” siger han, der selv erkender, at han har sin styrke ude i marken.
“Det er ude på gulvet, at jeg kan være med til at gøre en forskel, så har vi andre dygtige folk i virksomheden som er gode til det administrative.”
Stoppet med fodbold
Arbejdet fylder meget i hverdagen for den unge aktionær, men det er nu ikke derfor, at han har skrottet fodboldspillet i barndomsklubben KPI, hvor han i mange år altid var tilpas, når han kunne få “et riv” (en afslutning) på en træningsaften. Fysikken kan ikke længere klare strabadserne, så derfor kigger han kun på fra sidelinien i ny og næ.
På den private front er der også stilstand i øjeblikket på trods af, at “Bøjseren”, som han hedder blandt venner, bestemt ikke er nogen tørvetriller i selskabslivet. Kone og børn kommer, når de kommer.
Lige nu er der således god tid til at kaste al energien i arbejdet og sidde ved computeren til et stykke ud på aftenen.
Fredag 30. marts bliver der lejlighed til at hilse på den ny aktionær, når Jysk Maskincenter A/S i Kolind inviterer til åbent hus fra klokken 10 til 22.
En faglig sludder
Her kan nuværende og kommende kunder komme og få en faglig sludder med virksomhedens ansatte og møde repræsentanter fra kredsen af leverandører.
Der vanker også en fadøl, en pølse og en kop kaffe.