- Nej til ny by ved Kalø Bugt
Enhedslisten i Syddjurs er ved at rebbe sejlene til et indtog i Syddjurs Byråd. Vejen er markeringer i den offentlige debat
Enhedslisten kan blive en afgørende spiller ved det kommende kommunalvalg i 2013 for de øvrige partier i Syddjurs Kommune.
Partiets medvind på landsplan og evne til at samle utilfredse Socialdemokrater og SF'ere op kan også blive afgørende lokalpolitisk, hvis Enhedslisten har de rigtige folk til at være murbrækkere i det offentlige rum.
Partiet har sendt sin første holdopstilling ud med henblik på kommunalvalget i 2013, og i andre sammenhænge mærker man også partiets tilstede værelse.
Således har Enhedslisten fremsendt høringssvar til Syddjurs Kommunes planstrategi, og heraf fremgår det ikke overraskende, at en kommende letbane-løsning mellem Løgten og Tirstrup Lufthavn med stop i Rodskov, Ugelbølle og Rønde og for senere forlængelse til Ebeltoft er det store mantra.
Derimod deler Enhedslisten ikke begejstringen fra andre munde på den politiske venstrefløj i forhold til planerne om en stor Kalø Bugt-by på området mellem landevejen Løgten-Rønde og Kalø Vig.
"For os er det som at ”smide barnet ud med badevandet” at plastre dette smukke natur-, udsigts- og rekreationsområde til med tæt bebyggelse. I stedet foreslår vi, at en eventuel ny bebyggelse ved Eskerod og Rodskov skal ske på nordsiden af landevejen i tilknytning til det udlagte erhvervsområde," skriver Enhedslisten i hæringssvaret.
"På sigt mener vi, at kommunen kunne stræbe efter – i stedet for Kalø Vig-kysten - at planlægge mindre, naturnære boligområder i tilknytning til den kommende letbane ved et genoprettet Kolindsund."