Hessel Gods klar til finalen i Skoleligaen
Drengene fra fodboldkostskolen ved Grenaa spillede kvartfinale og semifinale på to på hinanden følgende dage, men også den hurdle blev overvundet
Hessel Gods Fodboldkostskole har igen mulighed for at stå øverst på podiet, når vinderen af Skoleligaen kåres 30. maj.
Drengene er klar til finalen efter først en kvartfinalesejr efter straffesparkskonkurrence mod Hald Ege Idrætsefterskole og dagen efter, på grund af turneringsrod, semifinalesejr over SINE Idrætsefterskole fra Sønderjylland.
Semifinalen blev vundet 3-2. For Hessel scorede Kris Buus, Tobias Olsen og Martin Thorhauge.
"Vi er glade for sejrene, som begge var fortjente, og vi er stolte over, at vores drenge havde energien og viljen til at klare det tætte program så flot. Det er naturligvis meget vigtigt for os endnu engang at bevise, at vi tilhører den absolutte elite herhjemme, når det kommer til kombinationen skole og fodbold. Vi sætter en ære i at lære vores elever at spille god fodbold og vinde fodboldkampe uanset hvilke forudsætninger de kommer med, samtidig med, at de naturligvis har et fantastisk skoleår hos os fyldt med oplevelser og udfordringer," siger sportschef Flemming Povlsen til skolens hjemmeside.
Hessel Gods vandt Skoleligaen i 2009.
Skoleligaen er et tilbud til skoler med en fodboldlinie, hvor fodbold er et væsentligt omdrejningspunkt for elevernes hverdag. Grundskoler, 10. kl.-ordninger, efterskoler, gymnasier, handelsskoler og tekniske skoler kan deltage i turneringen.
Turneringen er for piger og drenge årgang 1995-96-97 med mulighed for dispensation for spillere årgang 1994.