Arbejde med register over stjålne genstande sættes i gang
Registret skal gøre det sværere at omsætte hælervarer og på den måde mindske omfanget af indbrudskriminalitet.
I Holland har man i flere år haft et digitalt register, som både politi, borgere og forretninger anvender til at tjekke, om en brugt vare – for eksempel i forbindelse med et salg – er meldt stjålet.
I Danmark har et digitalt register over stjålne genstande været på ønskelisten i årevis – og der tages nu et stort skridt i retning af at indfri ønsket.
Justitsminister Peter Hummelgaard offentliggjorde nemlig 27. marts, at Justitsministeriet og Rigspolitiet nu tager del i et samarbejde med blandt andet Bo trygt, Forsikring & Pension og Det Kriminalpræventive Råd om at etablere et digitalt register over stjålne genstande. Registret skal være søgbart for borgere, virksomheder og politi, så alle kan tjekke, om en genstand er meldt stjålet. Det frengår af en pressemeddelelse.
»Når folk begår indbrud, er det som oftest ikke, fordi de selv skal bruge en halskæde eller en ny fladskærm. Så er det, fordi de har mulighed for at afsætte det. Hvis vi skal ramme indbrudstyvens motivation for at begå indbrud, skal vi gå målrettet efter at stoppe hæleriet. Jeg er overbevist om, at et digitalt register over stjålne genstande kan blive et vigtigt redskab i kampen mod hæleri og indbrudskriminalitet. Ved at gøre det synligt, hvad der er stjålet, gør vi det også sværere for indbrudstyven at omsætte tyvekoster,« siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Skal være effektivt
Bo trygt, Forsikring & Pension, Det Kriminalpræventive Råd, Justitsministeriet og Rigspolitiet vil i dialog med blandt andet Forbrugerrådet Tænk og virksomheder, der formidler salg af brugte varer på nettet, se på, hvordan et register over stjålne genstande konkret kan etableres.
Parterne deler ambitionen om, at det kommende register skal være et effektivt og let anvendeligt redskab i kampen mod hæleri og indbrudskriminalitet. Den seneste analyse af hælermarkedet fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at en kvart million danskere årligt køber genstande, der er stjålet fra danske hjem eller virksomheder. Samlet set omsættes der hælervarer for to milliarder kroner årligt.
»I mere end 10 år har vi arbejdet for at få indført et digitalt register over stjålne genstande i Danmark. Rent kriminalitetsforebyggende vil sådan et værktøj have en vigtig betydning, for det vil vanskeliggøre kriminelles mulighed for at afsætte stjålne varer og dermed reducere tyvenes motivation for at begå indbrud. Oveni vil det øge tyvenes og hælernes risiko for at blive opdaget. Så vi glæder os meget over, at en løsning nu endelig er på vej,« siger Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd.
Kan ikke stå alene
Også hos Forsikring & Pension glæder man sig til at kunne tage det nye værktøj i brug:
»Så længe forbryderne kan afsætte deres tyvekoster, vil der blive begået indbrud. Et nationalt register, hvor alle stjålne genstande kan registreres, er derfor et vigtigt tiltag i forhold til at sætte en stopper for hæleri. I dag kommer mange til at købe stjålne varer uden at ville det, og de kan have svært ved at vurdere, om en vare er stjålet eller ej. Det bliver langt nemmere med det nye register, som blandt andet vil give forbrugere og forhandlere af brugte genstande bedre mulighed for at tjekke, om genstande, der ønskes afsat, er stjålne. Så vi glæder os meget til at komme i gang,« lyder det fra Thomas Brenøe, vicedirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Hvordan det nye nationale register skal etableres og fungere, vil skulle afklares i forbindelse med det videre arbejde. Men selvom et nyt digitalt register over stjålne genstande vil blive et vigtigt værktøj i kampen mod indbrud i Danmark, kan det ikke stå alene:
»Fra Bo trygts side er vi sikre på, at registret over stjålne genstande vil få stor betydning for indsatsen mod hæleri og dermed kampen mod indbrud. Et register kan dog ikke stå alene – der er brug for en stor, samlet indsats,« siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. Hun fortsætter:
»Der er i de senere år skabt et rigtig godt samarbejde mellem kommuner, politi, øvrige aktører og ikke mindst borgerne. Denne samlede og fokuserede indsats er med til både at forebygge indbrud og højne trygheden for den enkelte borger. Vi ved, indsatsen virker – og det er vigtigt, at vi fortsætter.«