Kurdisk nytår fejret i Rimsøhuset
Flotte dragter blev luftet og hjemlandets lækkerier blev serveret.
Med flere end 60 tilmeldte og forventet deltagelse på omkring 100 var det en succes, da der forleden blev fejret kurdisk nytårsfest i Rimsøhuset.
Newroz, det kurdiske nytår, fejres ved forårsjævndøgn overalt i Mellemøsten, med bål, dans og sang og selvfølgelig festmad. Traditionen går 3000 år tilbage. Folk samles for at byde forårets ankomst velkommen iklædt farverigt tøj, mens man flager med grønne, gule og røde flag, det kurdiske folks farver. Newroz betyder ny dag på dansk.
Det er en drabelig historie om en forhadt konge, som slagtede unge menneskerAlan Dawoud
Forårsjævndøgnet er et naturfænomen, der gennem tiderne er blevet fejret i mange forskellige kulturer. Og en del af traditionen er at fortælle den mytiske historie om smeden Kawa og hans kamp mod den tyranniske konge Dahhak. Sagnet fortæller, at to slanger var vokset ud af kong Dahaks skuldre. Kongen skulle hver dag spise 10 børns hjerter for at slangerne ikke skulle bide ham. Så folket fik nok af kongen.
Drabelig historie
I Rimsøhuset var Alan Dawoud historiefortælleren.
»Det er en drabelig historie om en forhadt konge, som slagtede unge mennesker,« siger Alan, som avisen har mødt i Røde Kors i Grenaa, hvor der hver torsdag eftermiddag er cafémøde. Ikke kun for kurdere, men også folk med en baggrund i Somalia og Eritrea eksempelvis.
Her står den på så forskellige aktiviteter som rådgivning og lektiehjælp. Men vigtigst er snakken hen over bordet.
»Emnerne kan være meget forskellige, men det vigtigste er, at der skal snakkes dansk,« siger Alan.
Hans mor og andre frivillige sørgede for maden til Newroz-festen i Rimsøhuset.
Lækkerier fra hjemlandet
Og det var med masser af lækkerier fra det kurdiske køkken på bordet.
»Det er meget vigtigt med god mad til Newroz. Retter med bulgur, ris, salater, suppe, kartofler og kylling fra ovnen. Og naturligvis også brød og kager,« siger Alan, der udover fortællerollen også greb det seksstrengede traditionelle kurdiske musikinstrument, da der blev danset til orkester.
For os er der ikke religion indblandet i fejringen af Newroz. Det er en kulturel begivenhed, der giver os mulighed for at føre en mangeårig tradition videreAlan Dawoud
Spring over bål - som et symbol på at være blevet befriet og fået frihed fra undertrykkelse - er også en tradition i forbindelse med Newroz, og den blev naturligvis også videreført i Rimsø.
»For os er der ikke religion indblandet i fejringen af Newroz. Det er en kulturel begivenhed, der giver os mulighed for at føre en mangeårig tradition videre,« siger Alan.