At nyde udsigten sammen med vores døde

En familie havde mistet et elsket menneske og skulle hen på kirkegården for at vælge et gravsted. Kirkegården i den by lå ned mod en sø. Familien blev vist rundt. De vandrede i den tavshed, der havde fulgt dem, siden deres elskede havde trukket vejret for sidste gang. De gik. De lyttede. De så. Og da de kom ned til det sidste gravsted, som graveren ville vise dem, var de slet ikke i tvivl. Det skulle være dér! Et gravsted helt tæt på kirkediget, ned mod søen. Et smukt sted med en vidunderlig udsigt.

Familien undrede sig over, at dette – for dem – helt perfekte gravsted ikke for længst var valgt af en anden familie. Men graveren fortalte, at gravstederne helt ned mod diget og søen ikke var ret populære, for så måtte de pårørende jo vende ryggen til den fantastiske udsigt, når den døde skulle besøges – og de skulle stå ansigt til ansigt med gravstenen.

Men denne familie tænkte det helt anderledes. Det var ikke stenen, de ville besøge – det var hende. Og placeringen var helt perfekt! For her kunne de sidde med diget som ryglæn og kigge væk fra graven ud over søen sammen med hende.

Der er noget helt vidunderligt ved den tanke. At vi sammen med vores elskede døde kan nyde udsigten i livet nu og her. Kigge ud på tilværelsen. Rette blikket det samme sted hen, ligesom da vi levede sammen.

For det er netop det, der er så smerteligt, når vi mister et elsket menneske. At udsigten bliver sløret, og at fremtiden kan være svær at få øje på. For hvem er vi, når vi ikke længere kan skue ind i en fælles fremtid? Hvor skal vi nu rette blikket hen? Og hvad stiller vi op med tomheden og med tabet af den elskede og på sælsom vis også tabet af os selv?

I søndags lød fortællingen om Påskemorgen i alle landets kirker. Fortællingen om kvinderne, der sikkert var opfyldt af præcis de samme spørgsmål, tanker og følelser. For de hører med til at være menneske. Ja, de er uden for tid og sted.

Kvinderne fulgtes ud til graven. Vejen var for tung at gå alene. Og pludselig på vejen derud rammer det dem: Stenen! Den sten, der er så stor, at de tre ikke kan rokke den så meget som en tomme fra indgangen til graven. Den sten, der står imellem dem og deres elskede ven.

Når vi kommer til vores gravsteder, er der mange steder også en sten. Ikke en sten, vi skal flytte på. Den står, hvor den skal. Men ligesom for kvinderne Påskemorgen, kan den opleves som en urokkelig påmindelse om, at døden har sat en grænse mellem os og vores elskede døde.

Navnet hugget i stenen – datoerne for fødsel og død – er for de fleste af os en fattig opsummering af det liv, der blev. Det liv, der indeholdt så meget mere end bare et begyndelsestidspunkt og en afslutning. Ja, for mange af os taler slutdatoen vores erfaringer direkte imod.

For mange af os har tydeligt fornemmet vores elskede døde i livet nu og her. Vi har vidst præcis, hvad han eller hun ville sige i en bestemt situation. Vi har mærket sorgen og savnet skylle ind over os, eller mærket en kærlig erindring brede sig i hele kroppen.

Det er kærligheden, der kalder fra den anden side af dødens grænse, når vores elskede døde melder sig i vores liv nu og her. På den ene side er der selvfølgelig sat en sten – en grænse – mellem os og dem. På den anden side er stenen væltet fra – ligesom i fortællingen om Påskemorgen.

For slutdatoen får ikke det sidste ord. Vores betydningsfulde mennesker mister ikke deres betydning, når livet slutter. Og derfor kan vi i livet nu og her stadig nyde udsigten sammen med dem. Fra køkkenvinduet eller andre steder, hvor vi plejede at se på verden sammen, eller i det nye liv, når vi står ved gravstedet.

Vi besøger vores gravsteder forskelligt. De betyder noget, hvad end vi sidder med ryggen til og skuer ud over en sø, eller om vi står ansigt til ansigt med stenen og endnu en gang læser navnet højt med hjertet og lægger kærlighed ind mellem stenens alt for kortfattede linjer. Gravstedet handler først og sidst om LIV. Livet, der blev; livet, der er; og det liv, der skal komme sammen med vores elskede døde.