Vil drøfte landbrugets udfordringer med medlemmerne
Hans Gæmelke, der fortsætter som formand for Djursland Landboforening, er bekymret for kommende krav fra politikerne, og ønsker mere dialog med medlemmerne.
Hans Gæmelke takkede forleden ja til at fortsætte som formand for Djursland Landboforening. 220 deltagere lyttede med, da han aflagde sin beretning, hvor han blandt andet kom ind på, at han i den kommende tid gerne vil mødes med landboforeningens medlemmer for at drøfte de udfordringer, som landbruget står overfor.
Hans Gæmelke kunne tirsdag aften aflægge sin beretning for hele 220 interesserede i Auning Idræts- og Kulturcenter. Han lagde ud med at rette fokus på den aktuelle økonomi i landbruget, hvor højdespringeren i det forgangne år var mælkeproduktionen.
»Der er grund til at glæde sig på vegne af mælkeproducenterne, der i 2022 oplevede et markant økonomisk løft, som for langt de fleste gav en tiltrængt finansiel robusthed,« lød det fra Hans Gæmelke.
Mere bekymrende er situationen i svineproduktionen, hvor resultaterne i 2022 blev mere afdæmpede.
»Det er mit håb, at alle produktionsgrene opnår et fornuftigt økonomisk resultat i år, selvom vi skal vænne os til et højere renteniveau.«
CO2-afgiften kommer
Landbrugets klimabelastning, med særligt fokus på landbrugets nedbringelse af CO2-belastningen, er på alles læber lige nu. Hans Gæmelke underkendte i sin beretning ikke, at landbruget udleder CO2, men understregede også, at landbruget binder CO2. Derfor kan der ikke være tale om, at landbruget alene belaster med CO2.
»Det er politisk bestemt, at landbruget skal bidrage med reduktion af egen CO2-belastning. Og med god grund er vi i landbruget naturligvis særligt bekymret for, om vores landbrug, livsværk, hjem og dermed vores familie vil blive truet.«
Hans Gæmelke håber på, at regeringens krav om, at en CO2-afgift på landbruget ikke må koste arbejdspladser og valutaindtægter holder.
»Vi skal ikke lade os tale ned i dybet. Og vi skal agere der, hvor vi får mest mulig effekt ud af mindst mulige gener, nemlig ved at udtage vores lavbundsjorde.«
Biogas er vejen frem
Biogasanlæg er en af de teknologier, der reelt kan reducere landbrugets CO2-udslip, og som kan regulere landbrugets næringsstofudledning. Et biogasanlæg kan også håndtere en lang række andre typer af biomasse som eksempelvis madaffald eller andre rester fra fødevareindustrien, lød det fra Hans Gæmelke. En arbejdsgruppe bestående af landmænd i Djursland Landboforening har i et par år arbejdet hen imod udarbejdelsen af et nyt fælles biogasanlæg på Djursland – et projekt, som venter på en forhåbentlig godkendelse ved kommunen.
»Det er mig helt uforståeligt, at det er så svært at få de lokale kommunalpolitikere til at forstå vigtigheden af etablering af et biogasanlæg. Kom nu i gang med at understøtte denne planlægning. Landbruget og investorerne står klar!« lød det kontant fra Hans Gæmelke, der i sin beretning ikke lagde skjul på, at han er bekymret for de politiske forhandlinger, der står for døren omkring landbrugets andel af klimareduktionerne og yderligere reduktion af udledning af næringsstoffer.
Derfor meddelte han, at han i den kommende tid har afsat tid til at mødes med medlemmerne for at drøfte disse udfordringer, som landbruget står overfor.
»Jeg har af naturlige årsager ikke mulighed for at møde alle. Derfor samler jeg nok en gruppe af jer, så vi kan få en bred meningsudveksling omkring disse politiske problematikker. Det er vigtigt, at jeg får jeres meninger med ind til de drøftelser, der kommer til at pågå i den kommende tid.«