Fortsæt til indhold

Dansk innovation får topplacering, men afslører store regionale forskelle

Region Midtjylland står bag hver fjerde patentansøgning og er dermed også en region med stærke innovative spillere.

Samfund

Der er store regionale forskelle på, hvor meget danske virksomheder patenterer. Det skriver Patent- og Varemærkestyrelsen i en pressemeddelelse.

De nye tal er fra den Europæiske Patentmyndighed, EPO, der har opgjort antallet af patentansøgninger fra danske virksomheder sidste år.

Selvom danske virksomheder er nogle af de mest aktive i Europa til at innovere, så er det særligt virksomheder i Region Hovedstaden, der er innovative målt på antallet af patentansøgninger, hvor virksomhederne står bag mere end hver anden danske ansøgning. I 2022 blev det til hele 1475 ansøgninger, og dermed er det den region i Danmark, der står bag flest patentansøgninger.

Region Midtjylland er også en af de store spillere med 694 indsendte ansøgninger, hvilket svarer til cirka hvert fjerde patent, og har endda øget antallet af patentansøgninger fra året før med godt 8 procent.

»De regioner, der trækker Danmark fremad på patenteringsfronten, er i høj grad dem, hvor de store virksomheder er placeret. Vi ved fra undersøgelser, at det stadig er dem, der har mest styr på deres rettigheder, og som bruger rettighederne meget strategisk til at stille deres forretning stærkere,« siger Flemming Kønig Mejl, enhedschef for politik, jura og internationalt arbejde i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Virksomheder i Region Syddanmark har indsendt 373 ansøgninger svarende til 14 procent af ansøgningerne fra Danmark, mens virksomhederne i både Region Sjælland og Region Nordjylland har indsendt 60 ansøgninger. Endelig har Region Nordjylland oplevet et markant fald på hele 25 procent sammenlignet med året før.

»Der er stadig potentiale for at øge virksomhedernes patentaktivitet på tværs af regionerne. I nogle regioner mere end andre. Patentering er vigtig for at øge innovation, vækst og arbejdspladser, og derfor skal vi fortsætte med at støtte og opmuntre virksomheder – særligt de små og mellemstore - i hele landet til at patentere deres ideer og opfindelser,« siger Flemming Kønig Mejl.

Tidligere analyser fra Patent- og Varemærkestyrelsen viser, at kun 10 procent af danske SMV’er beskytter deres rettigheder, mod 68 procent af de store virksomheder.