Fortsæt til indhold

I er alt for beskedne

Niels Folmann ser flere grunde til at ranke de fredericianske rygge

Samfund
Peter Friis Autzen

"Fredericia har et ganske godt brand. Men I er alt for beskedne. I skal af med jeres lillebrorkompleks," siger Niels Folmann fra Folmann Inc. Han er virksomhedskonsulent og ekspert i blandt andet byers brand - altså deres selvforståelse, identitet og "kendthed".
Niels Folmann er blandt andet kendt fra en håndfuld forskellige tv-programmer, og han har også holdt flere foredrag i Fredericia - blandt andet omkring FredericiaC. Og han er meget uenig med Kresten Schultz Jørgensen fra Lead Agency, der sidste år udtalte, at Fredericia burde skifte navn for at slippe af med et belastet image.
"Det synes jeg bestemt ikke, at der er brug for. Fredericia har nogle udfordringer. Men byen har ikke noget at skamme sig over. Og byen vil jo udvikling," siger Niels Folmann.

Teater og borgmester

Niels Folmann fremhæver to elementer, der i det seneste år har sat sit præg på Fredericias brand.
"Hele forløbet omkring Thomas Banke var enestående ukønt. Og ligesom så mange andre byer, hvor en stærk borgmester kører af sporet uden at blive standset af det øvrige byråd, skaber den slags en usikkerhed: Investorer tør ikke nærme sig en kommune, hvor kommunalbestyrelsen ikke fungerer," siger Niels Folmann, der selv bor i Farum.
"Men dén ødelæggelse vil formentlig blive udbedret, så snart et nyt bytråd tiltræder."
Den anden, stærke brand-faktor i Fredericia i disse år er Fredericia Teater.
"Teatret er et superstærkt brand-kort. Det har et højt kunstnerisk niveau, et klart mål og evnen til at nå målet. På kort sigt giver den slags liv i byen. På lang sigt bidrager det til, at Fredericia bliver anderkendt som en by med vildskab, kompromisløshed og nytænkning. Og ikke nok med, at resten af landet vil ændre opfattelse af Fredericia - det vil fredericianerne også selv gøre," siger Niels Folmann.
Han peger også på en virksomhed som Fredericia Furniture.
"De er jo lands- og verdenskendte for deres designer- og kvalitetsmøbler. Husker fredericianerne at være stolte af det?" spørger han.

FredericiaC og snusfornuft

Niels Folmann synes godt om FredericiaC-tankerne. Men han kan godt se, at projektets meget lange tidshorisont forhindrer det i for alvor at påvirke fredericianers selvforståelse på byens vegne.
"Det bliver hurtigt lidt luftigt at tale om byggerier, der ligger 20 år ud i fremtiden. Samtidig er Fredericia præget af en jysk snusfornuft: Man vil have bevis for sine succeser, før man blærer sig med dem. Men det skal nok komme," siger han.

Historiens svøbe

En af de største fælder, Fredericia kan falde i, er ifølge Niels Folmann at overspille den lokale historie.
"Fredericia må ikke forvandle sig til et friluftsmuseum over den lokale industri-historie eller betydning som forsvars- og fæstningsby. Misforstå mig ikke: Fredericia skal ikke jævne voldene med jorden. Men man skal heller ikke satse alt på dén fortælling. Fredericias fortælling skal nyfortolkes. Både indadtil og udadtil. Det kræver tid og kræfter, men I er godt på vej og må ikke give op," siger han.

"Det eneste Fredericia mangler, er at være tættere på en lufthavn."

Niels Folmann
Branding-ekspert