Stort løft til Søften
At Favrskov Kommune nu er klar med 17 millioner til hal og faciliteter i Søften, kom som en overraskelse for Michael Dyevad, der er formand for Søften Kultur og Idrætscenter.
"Det er meget positivt, og jeg er meget overrasket," siger han.
Sammen med Hans Espersen, SGF, havde han fået lov til at være med til pressemødet onsdag eftermiddag, hvor bomben sprang: Tre nye haller i Favrskov. I Søften, Hammel og Hadsten. Et byggeri til 21 millioner i Søften.
Kan klare de fire mio.
Et krav er dog, at SKIC selv skal lave en medfinansiering på fire millioner.
"Jeg tror, at vi godt kan klare det. Et pengeinstitut, som vi har snakket med, er positiv indstillet," lyder det.
Kan I nå at blive klar med jeres projekt til start næste år?
"Vi vil naturligvis gerne i gang så snart som muligt. Omvendt skal projektet være i orden, så vi ikke bagefter går og ærgrer os over småfejl, der burde have været undgået," siger Michael Dyevad.
Kæmpe lokalt løft
De kommunale penge går til en hal, men hvad med planerne om kantine, fitness, mødelokaler?
"Nu går der forhandlinger i gang mellem os og kommunen, så et projekt bliver konkret. Medfinansieringen kan ses som et beløb, der skal sikre den kommercielle del af Søften Kultur og Idrætscenter."
De to Søften-repræsentanter er heller ikke i tvivl om, at melding om de 21 millioner giver et kæmpe løft lokalt.
"Mange har været i tvivl om, hvorvidt projektet overhovedet kunne blive til noget. Det ved de nu, så flere vil formentlig melde sig under fanerne," mener Hans Espersen.