Hjælp på vej til kunstgræs-banernes støjplagede naboer
Politikerne i Hillerød er klar til at bygge et hegn ud mod Frydenborgvej ved de nye kunstgræsbaner. Naboerne er glade, men savner stadig værn mod støj og lys
Der er muligvis hjælp på vej til de støj-, lys- og med fodbolde vildskudsplagede naboer til de to nye kunstgræsbaner ved Hillerød Stadion. Politikerne i byrådet skal nu tage stilling til en lyninvestering på godt 80.000 kroner.
For den kan der bygges omkring 30 meter hegn på fire meters højde, og det vil fjerne faren for bolde i haverne hos naboerne, og igen give mulighed for fodboldklubberne at bruge den ene bane til syvmandsfodbold.
“Vi håber på at tilgodese både naboer og fodboldklubber med det her hegn. Fire meter i højden dækker nok til, at naboerne ikke bliver generet,” siger kulturudvalgsformand Peder Bisgaard (S).
I dag er fodboldklubberne forhindret i at bruge en del af bane 1 til syvmandsfodbold, fordi den ligger tæt på Frydenborgvej.
Nabo til kunstgræsbanerne og talsmand for selvsamme naboer Thomas Metz siger:
“Det er delvist glædeligt at Hillerød Kommune langt om længe begynder at levere på deres løfter i landzonetilladelsen. Det ændrer dog ikke på at der fortsat mangler den vigtigste forbedring og løfte - nemlig jordvolden til afskærmning mod støj og lys,” skriver han i en mail til Hillerød Posten.
Ifølge Peder Bisgaard vil politikerne nu arbejde videre på at få sat støjdæmpning op. Pengene vil politikerne forsøge at finde, når planlægningen af næste års budget begynder i næste uge.
Thomas Metz mener, at et støjværn kan vise sig slet ikke at være nok.
“Det er uomtvisteligt at det bliver meget svært og dyrt at dæmme op for de støjgener vi oplever i dag, det er ikke engang sikker en jordvold er tilstrækkelig - og måske var det bedre en gang for alle at lave langsigtet løsning som er til glæde for både beboerne og fodboldspillerne - en løsning der indebærer at man bruger penge på at lukke bane 1 og lave tilstrækkelig kapacitet andetsteds, og ikke bliver ved med at lappe på en dårlig løsning som kan blive meget dyr fremadrettet - hvilket alle erfaringer fra andre anlæg rundt i landet tydeligt viser. Det ville klæde Hillerød Kommune at erkende man har lavet en fejl og drage nytte af disse erfaringer,” lyder det fra naboen.
Kunstgræsnaboerne havde også foreslået, at banerne ikke måtte bruges efter klokken 18 på hverdage og efter klokken 15 i weekender.
Det forslag er ikke blevet til noget.
Kultur- og fritidsudvalget skal efter sommerferien kigge på sagen igen.
Sagen er onsdag aften på byrådets dagsorden. Følg sagen i morgen på www.hip.dk