Frijsendals første afgangsklasse
Friskolen i Sall kan nu sende de første afgangselever ud i verden
På Frijsendal Friskole i Sall er den første afgangsklasse i skolens historie netop blevet færdig med de afsluttende afgangsprøver.
”Vi har været spændte på, hvordan det ville gå. Det er jo vores første afgangsklasse, så man kan sige, at skolen har været til eksamen,” fortæller skoleleder Niklas Hansen.
Da skolen startede i sommeren 2009, gik de ældste elever i 6. klasse. Det er eleverne i denne klasse, som nu har gennemført grundskolen.
”Vi har en elevsammensætning, der ligner den, vi kender fra folkeskolerne, og det afspejler vores karakterer også meget fint. Karaktergennemsnittet ligger over middel, så det er bestemt godkendt,” lyder det fra Niklas Hansen.
Forening for gamle elever
”Vi er glade for, at de ni elever nu skal videre i livet, men det er også trist, at de ikke skal være en del af hverdagen mere,” siger skolelederen, som samtidig oplyser, at der oprettes en forening for gamle elever.