Havnen handlede i god tro
Politiet har besluttet at indstille efterforskningen i sagen om dumpning af havneslam i Sydhavn
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at man har besluttet at standse efterforskningen i sagen om opgravning og dumpning af havneslam i Aabenraa Havns område i perioden fra den 12. til 18. december sidste år.
Det sker fordi man vurderer, at selv hvis efterforskningen fortsatte, ville det ikke føre til, at nogen kan sigtes i sagen.
Politiet har især lagt vægt på, at Naturstyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger anser Aabenraa Havn for at være i god tro, og styrelsen har derfor indstillet, at der i dette tilfælde ikke foretages yderligere.
Det var Preben Rasmussen fra Aabenraa som den 3. januar i år meldte havnen til politiet, fordi han mente, at flytningen af havneslam til bl.a. Sydhavn var sket uden den nødvendige tilladelse fra Naturstyrelsen og i strid med Havmiljøloven. Han har nu fire uger til at afgøre, om han ønsker at klage over afgørelsen.