Fortsæt til indhold

Spot gav kontrakt og udlandsturné

Spot Festival har banet vejen til kontrakt med EMI, tysk radiotid og Europaturné. Men succesen kræver hårdt arbejde

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Som følge af en succesfuld optræden på dette års Spot Festival i maj, bliver Aarhus-musik netop nu spillet rundt omkring i Europa.
Go Go Berlin-sange spilles i tysk og schweizisk radio, bandet skal på turné i Tyskland. Kites and Komets har fået kontrakt med det engelske pladeselskab EMI, der har en afdeling i Danmark.
Men det kommer ikke blot af, at man stiller sig på en scene på den aarhusianske branchefestival, hvor omkring 1000 personer fra den danske og udenlandske musikbranche er samlet.
En brunch til 20.000 kr. med tilhørende akustisk optræden og halvanden måneds forberedelse for at sikre sig, at de rigtige gæster dukkede op. På den måde havde det aarhusianske rockband Go Go Berlin og deres managementbureau Heartbeat Music investeret tid og penge i dette års Spot Festival.
"De orkestre, der tror, at Spot åbner døre af sig selv, tager fejl. Det kræver, at man lægger et stykke arbejde i det. Også udover det rent musikalske," siger Stefan Facius fra Heartbeat Music.
Manden bag Kites and Komets, Mikael Kærsgaard, er efterhånden en erfaren Spot-deltager. For syvende gang optræder han på den aarhusianske festival, for anden gang med Kites and Komets, som han startede i Aarhus, men nu har flyttet til København.
"Spot er et godt udstillingsvindue. Men for at få mest ud af festivalen, så skal man gøre et stykke arbejde. Man skal ud at møde folk og sørge for at invitere dem til koncerten," siger Mikael Kærsgaard, der var glad for at have en manager, som kunne promovere ham:
"Men jeg stod også selv og delte flyers ud."

Spot på Ulvetimen

For det aarhusianske band Ulvetimen, som udgav debut-ep i maj, har Spot Festival endnu ikke resulteret i underskrifter på papir, men en masse opmærksomhed.
"Vi er nok et af de få bands på Spot, som endnu ikke har noget booking- eller managementbureau. Og det får man heller ikke bare sådan. Men derfor er Spot stadig meget givende for os. Vi har lavet løse aftaler med nogle folk, som gerne vil hjælpe os fremover, og på sigt kan det blive til et formelt samarbejde," siger Kristian Kjærulff Ravn, der forsanger og sangskriver i bandet.
Trioen Nelson Can var på Spot Festival for anden gang, og fik et langt større udbytte denne gang, selvom ingen konkrete aftaler blev lavet.
"I år vidste vi, at det ikke var til koncerterne, men til day-parties og after-parties man møder folk. Vi kendte i år de rigtige folk, der kunne få os ind til de rigtige steder. Men meget få aftaler bliver lavet på Spot. Man lægger grundstenene, får hilst på producere og andre kunstnere," siger Signe Tobiassen.
De tre kvinder i Nelson Can havde udover den programlagte Spot-koncert selv arrangeret to koncerter under festivalen. De spillede både i Bruuns Galleri og i pladebutikken Stardust.
"Det handler om at blive set og hørt og vise engagement," siger Signe Tobiassen, der er bassist og sangerinde i bandet, der udgiver debutsingle i oktober og tager på Danmarksturné til november.

Kræver hårdt arbejde

Aarhusianske Flødeklinikken har på Spot fået kontakt til en række spillesteder og en håndfuld festivaler, der er interesserede i at præsentere bandet i 2014.
Det ligeledes aarhusianske navn Kadie Elder blev efter Spot hyret til at spille på den københavnske festival Distortion og er nu i dialog med det københavnske pladeselskab Sound of Copenhagen.
Lederen af Spot Festival understreger, at der ikke kræves tilknytning til management eller bookingbureau for at spille på festivalen, men vil man ud i verden, så skal der en vis professionalisme til.
"Langt hen ad vejen tror jeg, det er vigtigt, at man selv tager vare på sin karriere. Man skal passe på ikke at lave en forretning ud af noget, før det er parat. Men det er klart, at vil man bryde igennem, så kræver det arbejdsomhed. En festival som vores kan tiltrække en opmærksomhed fra branchen, men det giver først resultater, hvis man selv går ind i kampen," siger Gunnar K. Madsen.