Grønt liv til plaget gade
Frederiksgade vender butiksdød til miljørigtige tiltag. Stadsarkitekten vil lave en natur-byport til byens nye grønne gade
Fra 11 tomme lokaler til syv.
Og fra 1. august er tallet nede på seks. Yderligere to bygningsejere forhandler lige nu med lejere.
Sådan har udviklingen været i Frederiksgade siden november.
Gaden, der ellers har været plaget af butiksdød, er på vej til et nyt, grønt liv.
For de nye forretninger, der flytter ind, er i høj grad miljørigtige koncepter, som eks. GoGreen Biksen, der er halvt café, halvt turistinformation om bæredygtige steder i byen og genbrugsbutikken Resecond, hvor man mod betaling af et abonnement kan bytte sig til nyt tøj, lige så tit man vil.
Ideen om at gøre Frederiksgade til byens grønne og eksperimenterende gade kommer fra Aarhus Kommune og kaospilot Daniel Walsh, der også er stifter af Idébutikken i gaden.
"Vi vil rigtig gerne ændre folks opfattelse af Frederiksgade. Der er ikke noget værre end tomme butiksvinduer. Vi har fået skabt en del liv og farver allerede nu, men vigtigst af alt har vi fået kontakt til alle grundejerne og er i dialog om, hvordan vi gør endnu mere for at få skabt den grønne identitet hernede," siger Daniel Walsh, der har genetableret gadeforeningen, og foreløbig fået 35-40 af gadens omkring 80 erhvervsdrivende med.
"Det er et langt, sejt træk. Det handler om at få grundejerne til at se, at man skal give til fællesskabet for at få," siger Daniel Walsh, der i december lavede julestemning i gaden, som gav butikkerne op mod 50 pct. i øget omsætning.
I midten af maj åbnede GoGreen Biksen og i juni kom Resecond. I denne måned er også et midlertidigt galleri rykket ind i den ellers tomme Raahauge-butik. Et såkaldt pop-up-koncept, som Daniel Walsh gerne så endnu flere af.
Godt på vej
Butikschef i tøjbutikken Laurie by Kornes, der har haft adresse i Frederiksgade i godt to år, ser også gerne flere aktiviteter i de tomme lokaler.
"Vi har kunnet mærke, at der er sket noget. Vi er kommet ind i en god cirkel, hvor tingene går den rigtige vej. Det har været vigtigt, at Daniel Walsh er gået ind i det. Der skal flere ting til, men jeg synes, vi er rigtig godt på vej," siger butikschef Lone Maxim.
I samarbejde med kommunen har Daniel Walsh nogle steder forhandlet en lavere husleje, der gør det muligt for anderledes koncepter og forretningsideer at dukke op.
Ugentligt bliver kaospiloten kontaktet af folk med ideer til nye midlertidige tiltag.
"Der er vi nødt til at være selektive. Vi ser gerne, at det er bæredygtige eller kunstneriske projekter. Det skal ikke være outlet-varer fra Kina. Lejer man sig ind fast, så kan vi selvfølgelig ikke diktere, hvad butikken skal indeholde, men vi prøver at skabe en grøn og eksperimenterende identitet, som vi håber, folk kobler sig på," siger Daniel Walsh.
Også kommunens stadsarkitekt er gået aktivt ind i arbejdet for en grønnere gade.
"Det er opløftende at se, hvordan der er kommet flere aktiviteter og mere liv i gaden. En ildsjæl som Daniel Walsh er guld værd for at kunne vende udviklingen. Men vi er slet ikke færdige endnu. Vi er lige begyndt," siger stadsarkitekt Stephen Willacy og løfter sløret for sine ideer om planter på de 30 stålwirer, der hænger over gaden og en grøn byport i toppen af gaden over for Ridehuset.
"Jeg har set sådan en grøn byport i Freiburg i Tyskland, og synes, den vil være perfekt til Frederiksgade. Den vil skabe den rette stemning til gadens nye profil. Jeg har også udset mig en gavl først i gaden, og ejeren er med på ideen."
Stadsarkitekten har dog svært ved at sætte en tidshorisont på realiseringen:
"Lige nu arbejder vi sammen med natur og miljø-afdelingen (ved Aarhus Kommune, red) for at finde pengene til at realisere det. Så må vi se, hvordan det går," siger Stephen Willacy.
Allerede i juli bliver gaden så småt forgrønnet, når Daniel Walsh inviterer byens borgere med til at lave små midlertidige grønne hotspots.
Steder , hvor man kan sætte sig ned i natur-omgivelser.
Et tiltag, der skal kulminere under dette års festuge, men forhåbentlig slår rødder til noget større.
"Det er ikke svært at lave en fest eller en happening i gaden. Det svære er at ændre folks generelle opfattelse af gaden. Vi forsøger at gøre et grundigt stykke arbejde med at få både ejere, lejere, kommunen og borgerne til at spille sammen. Så vi gør Frederiksgade til en attraktiv gade også på længere sigt."
"Det er opløftende at se, hvordan der er kommet flere aktiviteter og mere liv i gaden. Men vi er slet ikke færdige endnu."
Stephen Willacy, stadsarkitekt, Aarhus Kommune.