The Tall Ships Races lægger til kaj
Sejlskibe, søfolk og kapsejlads kommer til byen, når The Tall Ships Races 4.-7. Juli sætter kursen mod Aarhus
Der bliver bølgeskvulp, høj musik og skibe i alle afskygninger, når The Tall Ships Races kommer til Aarhus. Fra 4 -7. Juli kan børn og voksne i fire dage boltre sig i events og kulturoplevelser fra morgen til aften. Store som små får mulighed for at dufte til det maritimeliv, smage på det gastronomiske Aarhus og lytte gratis koncerter.
Der vil være fuldt program i alle fire dage, og det er SPOT-festivalen, som står bag musikprogrammet. På scenen kan publikum høre både anderledes musik, nye navne og gamle klassikere. I de fire dage kan fremmødte blandt andet lytte til Rasmus Nøhr, Poul Dissing, Folkeklubben og Rasmus Lyberth, Aarhus Jazz Orchestra med Birthe Kjær, Flødeklinikken, Tako Lako, Savage Rose, Panamah og Shaka Loveless. Om dagen vil aktiviteterne primært være til børnefamilier og det voksne publikum, imens det om aftenen er for unge og festglade voksne.
Der er mere end 3000 unge mennesker fra hele verden, som deltager i de fire festdage ved The Tall Ships Races. Formålet er at give unge mennesker fra alle nationer mulighed for at deltage i vendskabelig kappestrid til søs.
Skibene lægger til kaj på Mellemarmen på havnen i Aarhus nær Europaplads, og når The Tall Ships Races slutter, og skibene stikker til søs, så sætter de kursen mod Helsinki i Finland, Riga i Letland og Szczecin.