Her er Skanderborgs svar på “Silicon Valley”
Synlige facader ud til motorvejen og nærheden til Aarhus lokker virksomheder til Stilling, som er et af landets knudepunkter for datatrafik
Endnu en IT-virksomhed er på vej til Stilling. Det er Careitec A/S, der flytter sit hovedkvarter fra Horsens til Stilling, hvor virksomheden har lejet lokaler i Kawasaki-ejendommen på Niels Bohrsvej 15.
25 medarbejdere flytter med til det nye domicil, der overtages fra. 1. april. Lokalerne skal derefter sættes i stand og gøres klar, således at den fysiske indflytning sker i løbet af april og maj.
Careitec A/S er en virksomhed med i alt 40 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Ålborg og snart med hovedkvarter i Stilling. Virksomheden er en IT servicevirksomhed, hvor der arbejdes med hardwareservice, drift og hosting samt med overvågning, drift og support af forretningskritiske systemer for mellemstore og store virksomheder.
Knudepunkt for datatrafik
Baggrunden for flytningen er blandt andet, at Careitec gerne vil flytte tættere storkunder som f. eks. TDC Hosting, som Careitec skal kunne servicere døgnet rundt med kun to timers varsel.
?Når vi taler beliggenhed, så betyder eksponeringen da noget, men det primære for os har været adgang til infrastrukturen. Og vi er rykket lidt opad, hvor nogle af vore store kunder bor. Placeringen nær Århus gør det også nemmere at tiltrække arbejdskraft med de specialkvalifikationer, vi har brug for,? forklarer adm. direktør Kjeld Ostenfeldt Mathiesen, Careitec A/S.
Flere virksomheder, der arbejder med IT, har etableret sig i Stilling. Det er virksomheder som f. eks. DIS GlobalConnect og Zitcom. Med til den forklaring hører desuden, at Stilling er et af landets knudepunkter for datatrafik, hvor de forskellige udbydere samler sig. Det gør det nemmere for virksomheder, der arbejder meget med IT, at blive koblet til, oplyser teknisk direktør Henrik Bech, Careitec.
Flere på vej
På ejendomsmarkedet er der også lagt mærke til IT-virksomheders interesse for området.
?Vi har på kort tid oplevet flere IT-virksomheder etablere sig i Skanderborg, og det bliver ikke de sidste, mener ejendomsmægler Niels Parmo Christensen, indehaver af Nybolig Erhverv Aarhus.
Niels Parmo Christensen oplyser, at han helt konkret har kontakt til yderligere to It-virksomheder, der kigger på Skanderborg som en kommende placering. Dertil kommer interesse fra mærkevarevirksomheder, der har behov for salgskontorer med showroom og lager.
Ejendomsmægleren fra Nybolig Erhverv Aarhus ser en klar tendens i, at virksomheder ønsker at etablere sig i områder, hvor der er et godt erhvervsklima, facade med synlighed samt placering ud til motorvejen og i nærheden af Århus. Her står Skanderborg højt på listen.