Arbejderdrengen, der fik magten

Der er et liv før den 3. oktober 2011. Og så er der efter et liv efter den 3. oktober 2011.
Arbejdet er på mange områder det samme, men Bjarne Fog Corydon er ikke længere Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed. I dag er han ‘Thornings bulldog' og ‘Don Corydone'.
Selv er Bjarne Corydon ligeglad. Betegnelserne, både det ene og det andet, kalder højst på et lille smil, så trækningen ved det venstre øje bliver endnu mere markant. Forleden blev han i Berlingske Tidende kåret som landets mest magtfulde person. Det er han også ligeglad med. Men han er ikke ligeglad med magten. For den er hårdt tilkæmpet, og det er netop den, der gør, at Bjarne Corydon på mange måder har mulighed for at få udført regeringens, og ikke mindst Socialdemokraternes, poltik. Og er der noget, som Bjarne Corydon ønsker, er det dét.
“Jeg er i det her, fordi jeg synes, der er nogle ting, der er vigtige at få gjort i Danmark. Det vil jeg gerne yde mit bidrag til,” siger Bjarne Corydon og slår med sin karakteristiske dybe stemme fast over for Lokalavisen:
“Jeg er ikke i det her for pengene, prestigen, dronningeballerne eller ministerbilen. Jeg er i det, fordi jeg synes, det betyder noget. Og jeg håber, det vil være sådan, at når jeg engang er færdig, så vil man kunne se, jeg har gjort en forskel.”

Ud at lægge fliser med far

Bjarne Corydon er vokset op i Kolding som en arbejderdreng. Venner og familie betegner ham som en indædt socialdemokrat, der har takket nej til stillinger uden for Christiansborg, fordi der er noget, som er vigtigere.
I en artikel i Euroman fra 2011 antydes det, at dét kan have en del at gøre med, at han som dreng har haft følelsen af at dukke nakken. Når køleskabet eller fryseren gik i stykker i forældrenes hjem i Kolding, tog han med sin far ud om lørdagen for at lægge fliser for folk i de pænere kvarterer, så der kunne blive til en ny hård hvidevare.
Bjarnes far arbejdede til daglig som anlægsgartner på en kirkegård i Kolding, mens moren var kontordame på deltid på et lokalt autoværksted. Det giver sig selv, at hjemmet på Rylevej ved Skovparken - der i dag er at finde på regeringens egen ghettoliste - ikke var et sted, hvor man ruttede med pengene.
“Men det er jo ikke sådan, at jeg er vokset op i et skrigende hårdt klassesamfund. Men der var sgu forskel på folk i 70'erne og 80'erne. I min familie og i vores omgangskreds havde vi en fornemmelse af, at der var nogle, som var finere end andre i Danmark. Og at der var nogle, der havde mere ret til alle mulighederne, end vi selv havde,” fortæller Bjarne Corydon i interviewet med Euroman, mens han i en artikel i Information i 2011 sagde:
“Men jeg husker det som en god opvækst, og jeg følte mig hjemme i området.”

Barselsvikar for Thorning

Men de økonomiske midler var altså ikke store, og af samme grund lagde Corydon selv halvdelen af pengene for at få familien til at abonnere på Jyllands-Posten, ligesom han endte med at være blandt de ganske få fra egnen, der læste videre på universitet. Allerede som 19-årig begyndte han således at læse Statskundskab i Århus.
“Jeg havde ikke regnet med, jeg skulle være finansminster. Men jeg har fra en ung alder vidst, jeg ville arbejde indenfor politik, og derfor blev det statskundskab,” siger Bjarne Corydon, som endte med at komme ind i magtens centrum ved en tilfældighed.
I 1996 blev han således hyret ind som barselsvikar for en ung Helle Thorning-Schmidt, der var chef for det sekretariat, der hjalp de danske socialdemokrater i Bruxelles.
“Det var sådan, jeg lærte hende at kende, og sådan jeg kom i vej med det, jeg laver nu,” fortæller Bjarne Corydon, der, i samme alder han begyndte på studiet i Århus, blev socialdemokrat:
“Der var bestemt et præg hjemmefra. Men det var i høj grad også min egen erkendelse af, at hvis man vil være et sted i politik, hvor ting bliver lavet om til det bedre, og hvor det, som det hele handler om, skal være realistisk og ikke bare højtflyvende snak, så skulle det nok være Socialdemokratiet.”
Det har han aldrig tvivlet på, var det rigtige. Han er social og demokrat. Helt ind til benet. Han hader snobberi lige så meget som dovenskab, lyder det. Og af samme årsag er det måske ikke tilfældigt, at det var Corydon, der var arkitekten bag ‘arbejdsvejen' “En fair Løsning” med de både berømte og berygtede 12 minutter som omdrejningspunkt. Her skal alle løfte, topleder og tøjekspedient.

En hård omgang

I næsten to år har Bjarne Corydon nu bestredet et af de mest magtfulde embeder i dansk politik, og der foregår ikke ret mange ting, i hvert fald ikke af de betydningsfulde, på Christiansborg, som Corydon ikke er bekendt med. Det kræver jobbet som finansminister ganske enkelt. Men det har haft sin pris.
“Det har været - og er - enormt hårdt. Tænk på, vi overtog et land i krise og et svært Folketing, og oven i det skulle vi også håndtere en økonomisk krise. Vi tog over på et tidspunkt, hvor krisen ikke var ved at ebbe ud, men hvor hullerne blev dybere i statskassen, mens væksttallene og andre dele af økonomien bestemt ikke så godt ud. Det var det, vi overtog,” siger Bjarne Corydon roligt, men bestemt:
“Der har jeg det bare sådan, at man må træffe et valg. Man kan sidde og håbe på, det går over. Eller man kan tage fat og prøve at få rettet op på det. Vi valgte det sidste, og det har været en hård omgang. Og det har været kontroversielt. Men jeg synes, det har været rigtigt. Og det har været dét værd. Jeg tror, at mange er enige i, uanset hvad de mener om politik, at der er nogle ting, som har flyttet sig. Det er jeg glad for.”

Tager tingene roligt

Bjarne Corydon betegnes af kollegaerne som en seriøs politiker, der er ganske bevidst om det ansvar, der er blevet ham pålagt.
Det konservative folketingsmedlem Mike Legarth, der som finansordfører ofte ‘bokser' med Corydon i Finansministeriet, går så langt som at kalde ham en sjælden art, som vi bør værne om, mens administrerende direktør hos SE, Niels Duedahl, kalder ham en modig og meget ansvarlig politiker, der har vist sig at være selve bolværket mod en uansvarlig økonomisk politik. Lidt drillende tilføjer direktøren for energi- og teleselskabet desuden, at Corydon vitterligt er socialdemokrat om en hals; "også selvom nogle er i tvivl herom. Det har jeg aldrig været," lyder det.
Politisk rådgiver hos Socialdemokraterne Morten Høyer har udtalt, at når Bjarne Corydon træder ind i et rum, kan dem, der står med ryggen til, mærke, at han er kommet. At Corydon fylder meget, men hverken taler hurtigt eller langsomt. Men præcist.
Borgmesterkandidat og formand for Socialdemokraterne i Esbjerg Kommune John Snedker kalder ham en mand med ekstraordinært meget overskud, mens Helle Thorning-Schmidt kort og godt sagde lige før valget: “Jeg ville nødig have undværet Bjarne i de sidste fem år.”
Andre politiske modstandere som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener derimod, at han mest af alt minder om en embedsmand og ikke en politiker.
Selv siger Bjarne Corydon, at det karaktertræk han er mest glad for ved sig selv, er, at han forsøger at tage det hele relativt roligt.
“Hvis man ikke gjorde det i mit job, så ville man lynhurtigt blive slidt op af dramatik og bekymringer, og det kan ikke nytte noget, hvis man vil gøre en forskel og skabe nogle resultater. Man må have is i maven og holde fast, også når tingene er svære,” siger Bjarne Corydon, der flere gange er blevet beskyldt for at agere både koldt, kynisk og kalkulerende.
Både under Dagpengereformen, som Corydon selv har betegnet som brutal i sin indfasning, samt under forårets lærerkonflikt. Selv ser finansministeren sådan her på det:
“Jeg forsøger som sagt at tage tingene roligt og holde fast i det, jeg tror på. Og også under pres. Det tror jeg, at nogle synes, er enormt irriterende, men jeg er selv meget afklaret med, at det er nødvendigt, hvis man skal lave om på noget i tider, som dem vi lever i. Det er sådan, jeg selv opfatter det. Jeg passer faktisk meget på med, at det ikke bliver til stædighed og arrogance, og derfor forsøger jeg at have en selvkritik i forhold til det, jeg sætter min kræfter ind på at få løst,” siger Bjarne Corydon, der således også må erkende, at det koster at sidde forrest i skyttegraven.

Jobbet har sin pris

At jobbet kommer med en pris, erkender Bjarne Corydon hudløst ærligt over for Lokalavisen.
Privat er han gift med Nina Eg Hansen, der er direktør i Social og Integrationsministeriet, og med hvem han har fire børn mellem tre og 13 år. En familie, der betaler en høj pris, for at Bjarne fra Kolding kan kalde sig Finansminister på Slotsholmen.
Og spørgsmålet er, om prisen kan være for høj? Selv synes Bjarne Corydon at være i tvivl.
“Når du nu spørger mig, om jeg ikke er bange for, at jeg om 20 år vil sidde og sige; havde jeg da bare brugt noget mere tid med mine børn, så er svaret, at det tror jeg desværre, der er fuldstændig sikkerhed for, at jeg gør,” lyder det ærligt og med lavere stemme end vanligt fra landets finansminister.
De, der kender ham, ved, at det er et ømt punkt for Bjarne Corydon. Han er et stort familiemenneske, forklarer John Snedker, mens Transportminister Henrik Dam Kristensen siger, at konen Nina og de fire børn betyder alt for Bjarne.
“Jamen jeg ser mine børn alt for lidt i forhold til, hvad jeg gerne ville...det...det...,” siger Bjarne Corydon og stopper sin sætning. Og ændrer så kursen en smule.
“Men sådan tror jeg bare, det er at have sådan et job og sådan et liv. Men jeg mener godt, det kan gøres på en ordentlig måde, hvis man sørger for ikke at lyve for sig selv og sin familie. Det handler om vide, hvad det er for nogle betingelser, man lever under, for så kan de også håndteres. En finansminister kan man ikke sådan regne med set fra familiens synspunkt, fordi man næsten altid er blandet ind i forløb, som har en betydning og karakter, der gør, man ikke bare kan sige, at nu holder vi fyraften og så må vi se, hvad vi kan i morgen. Derfor har det haft den betydning for mit familieliv, at de i vidt omfang klarer sig uden mig i alt det praktiske, siger Corydon, som dog alligevel vender tilbage til det med prioriteterne:
“Men ja, samvittigheden. Altså, jeg sover udemærket om natten, men det er mest fordi, jeg er godt træt. Jeg har forsøgt at tackle det her med fuldstændig åbenhed overfor mine unger, Jeg prøver ikke at lade som om, at vi har et normalt liv. Det har vi ikke i forhold til så mange andre. Vi lever lidt på særlige betingelser, og det må vi så prøve at håndtere. I fællesskab.”